Kørselsfradrag, ja tak. Men I glemmer studerende, der skal i praktik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når regeringen sætter fokus på unges transportmuligheder og økonomi, glæder vi os naturligvis. Vi ved, at transportomkostninger er en stor byrde for mange studerende. Så stor, at nogle endda helt vælger ikke at søge vores uddannelser eller forlader dem i utide. Desværre virker det til, at regeringen har overset en stor gruppe studerende.

På vores uddannelser er praktikken nemlig obligatorisk og på lige fod med undervisning. Alligevel har forslaget om et kørselsfradrag kun fokus på studerendes transport til og fra uddannelsessteder.

Det er slet ikke tilstrækkeligt, når vi bruger så meget af vores studietid på praktiksteder, der kan være placeret langt fra både den faste uddannelsesinstitution eller bopæl. Hvis det skal være attraktivt at være i praktik i alle dele af landet, så skal de høje transportudgifter til praktik dækkes.

Debatten om, at der mangler studerende på de store professionsuddannelser, raser konstant. Et kørselsfradrag for transport til og fra praktikken bør være en del af løsningen på de faldende søgetal og store frafald.

Praktik er en central del af vores uddannelser, og der er ofte tale om lange afstande og betydelige transportomkostninger. Det gælder også for studerende, der bor i byerne, men som kommer i praktik, langt fra hvor de bor. Problemet er altså ikke isoleret til de 25 kommuner, som forslaget omfatter.

Vores medstuderende har sjældent mulighed for selv at vælge, hvor de kommer i praktik. Der er heller ikke altid mulighed for at koordinere kørsel med andre, tage offentlig transport eller cykle, og man mister oftest fleksibiliteten til at passe sit studiejob ved siden af. Det betyder, at praktikopholdet er en skjult økonomisk belastning, som nogle studerende ganske enkelt ikke har råd til at påtage sig.

For eksempel ved vi, at mere end hver anden sygeplejestuderende i forbindelse med sit seneste praktikforløb har følt sig nødsaget til at tilpasse sit forbrug.

Alle udgifter i forbindelse med praktikken bør dækkes. Hvordan er det rimeligt, at studerende skal bære disse udgifter alene, når praktikophold er en obligatorisk del af vores uddannelse? Har vi ikke lige adgang til uddannelse?

Kun ved hjælp af ambitiøse tiltag kan vi sikre, at alle studerende har lige muligheder for at gennemføre deres uddannelse – uanset hvor de bor, og hvor deres praktik finder sted. Vi opfordrer derfor regeringen til at lægge forslaget tilbage på arbejdsbordet og sikre, at det også omfatter os på professionsuddannelserne og transportudgifterne til vores praktiksteder.