Med Harris til rally: Det er her, stemmerne skal fiskes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fredag i sidste uge var en perfekt sensommerdag her i Madison i den vigtige svingstat Wisconsin. Solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen lå omkring de 27-28 grader, og en let brise gjorde, at det aldrig føltes alt for varmt.

Det var også den dag, hvor Kamala Harris gæstede byen og holdt et stort politisk rally foran 10.000 vælgere i byens store kongrescenter, som var fyldt til bristepunktet. Og jeg var der selvfølgelig også.

At gå til et politisk rally eller stormøde, som det vel hedder på dansk, er en helt speciel oplevelse, hvad enten det er for den ene eller den anden kandidat. For det er ikke kun præsidentkandidaten, der taler. Nej, alt, hvad der kan krybe og gå af folkevalgte politikere i delstaten, der jo også er på valg til november, er til stede og holder en kort tale, inden præsidentkandidaten til allersidst kommer ind og holder sin.

Derfor er det også en lang affære, der strækker sig over flere timer.

Mit første politiske rally var i år 2020, hvor jeg i Minneapolis hørte det grønne partis kandidat, Ralph Nader.

Dengang vidste jeg ikke meget om amerikansk politik og anede ikke, hvem flere af dem, der talte i timerne op til, at Nader kom på scenen, var. Men mange af dem var bedre talere end ham. Og det hele føltes som lidt af et antiklimaks, da han endelig gik på scenen og holdt en lang, kedsommelig tale.

Kamala Harris’ tale i fredags var bestemt ikke et antiklimaks. Tværtimod var hun den bedste af alle talerne og havde fra det øjeblik, hun trådte ud på scenen, alle i sin hule hånd.

Det hele var startet godt halvanden time før. Her bød formanden for Det Demokratisk Parti i Wisconsin (som tilfældigvis er far til en af min datters klassekammerater) velkommen og talte om, hvad der er på spil for Demokraterne i år. Han blev fulgt af Madisons demokratiske borgmester og efter hende den ligeledes demokratiske kommunaldirektør for Dane County, vores lokale kommune.

Efter hende var det Mark Pocan, der er demokratisk kongresmedlem i Washington, valgt i det distrikt, der dækker Madison. Senere kom også Tammy Baldwin, der forsøger at blive genvalgt til senatet i Washington for Wisconsin, og som er oppe imod republikaneren Erik Hovde. Og efter hende delstatens demokratiske guvernør, Tony Evers. Og så videre.

For mange af de politikere, der jo altså også er på valg til november, var Kamala Harris’ besøg en mulighed for at markere sig.

Og sådan er det til ethvert politisk rally. Der er hovednavnet og så alle de andre, der håber, at et besøg af en præsidentkandidat kan kaste lidt glans på dem.

Så da Kamala Harris endelig kom på scenen, var Demokraternes budskab om, at de kæmper for middelklassen, for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, for nu bare at nævne to ting, allerede blevet gentaget i en uendelighed.

Men det gjorde ikke noget, hvis man skal dømme på de tilstedeværende. Der blev råbt og skreget og huet, da hun trådte ind på scenen og leverede sin kampagnetale, som selvfølgelig var tilpasset til Madison.

Og Harris tog da også publikum med storm, da hun startede med at fortælle, at hun som barn havde boet i Madison et par år, hvor hendes forældre var ansat på universitetet. Hun fortalte, hvordan hun under sit seneste besøg i byen tidligere på året faktisk havde besøgt sit barndomshjem, som ligger få hundrede meter fra, hvor jeg bor.

Dernæst talte hun en halv times tid. Og at entusiasmen nu var helt i top hos demokraterne, var tydeligt. Alle omkring mig jublede, alle var begejstrede.

Men hvorfor i alverden kom Kamala Harris på besøg i Madison, som jo er en kendt demokratisk højborg? Ja, i 2020 lå valgdeltagelsen i byen på 90 pct., og af dem stemte 84 pct. på Joe Biden. Så der er ingen som helst chance for, at hun ikke vil vinde stort i byen, som jo altså er hovedstaden i Wisconsin. Så er det ikke blot spild af tid?

Nej, for ser man nærmere på tallene, er det faktisk helt logisk, at hun besøgte Madison. For i 2016 fik Hillary Clinton 148.000 flere stemmer i Madison end Trump, men ikke nok til at overgå det faktum, at han fik 171.000 flere stemmer end hende i resten af delstaten.

Og i 2020 var det omvendt. Her fik Trump 163.000 flere stemmer end Joe Biden i resten af Wisconsin, mens Biden vandt Madison med flere end 183.000 stemmer, hvad der gjorde, at han både vandt delstaten og præsidentvalget.

Derfor besøgte Kamala Harris Madison. For hun skal sikre, at lige så mange – hvis ikke flere – dukker op på valgdagen og stemmer på hende, som stemte på Biden her i byen for fire år siden.

Og her er et politisk rally en unik mulighed. For ikke blot hørte de 10.000 i kongrescentret hende tale. Nej, for de fortæller selvfølgelig om det til venner og bekendte og gentager, hvad der blev sagt igen og igen i fredags, nemlig at hver en stemme tæller. Og jeg så mange, der på vej ind og ud gik over til de boder, hvor man kunne melde sig som frivillig til kampagnen.

Men lige så vigtigt er det, at det kom i de lokale tv-nyheder samme aften. Det lyder måske ikke af meget, men i USA sendes de midt i sporten, som er det, som allerflest amerikanere ser på tv.

Så mange bække små gør som bekendt en stor å. Og kan Kamala Harris overgå Joe Bidens resultat i Madison i 2024, er hun et godt stykke nærmere at kunne kalde sig USA’s 47. præsident.