Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Børn dør. Og I vender det blinde øje til

Danske politikeres tavshed om drab på uskyldige i Gaza skræmmer mig.

Sara Rasmussen, psykolog, Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har intet imod hverken jøder, muslimer, israelere, palæstinensere eller andre religioner eller befolkningsgrupper. Jeg støtter ikke terrororganisationer som Hamas. Men jeg bliver berørt af at se, at uskyldige civile voksne og børn dræbes, mishandles, tvinges væk fra deres hjem og mister deres familiemedlemmer.

Det gør jeg, fordi jeg er et menneske. Fordi jeg kan sætte mig ind i, hvordan det må være at leve i frygten for at dø og for at miste sin familie. Fordi jeg ikke kan se nogen mening i, at uskyldige skal lide. Jeg ved, at der er ekstremt meget storpolitik i konflikten mellem Israel og Palæstina, men jeg forstår ikke, at de danske politikere intet siger eller gør. Kan de ikke se, at det er forkert? Kan de ikke forstå, at et helt folk lider en grusom skæbne? Hvorfor vender de blot det blinde øje til?

Er det, fordi det er en muslimsk befolkning? Mette Frederiksen har sagt, at alle danske jøder skal beskyttes og ikke må udsættes for had. Det er jeg fuldstændig enig i. Men jeg mangler sætningen: ”Alle danskere skal beskyttes og må ikke udsættes for had. Uanset religion.” For gælder det ikke også alle danske muslimer, alle danske kristne, alle danske buddhister osv.?

Jeg ved, at jøderne var udsat for forfærdelige udryddelser. Det må aldrig ske igen! Men lige nu er det muslimske folk i Gaza ved at blive udryddet. Og de danske politikere er tavse. Deres tavshed skræmmer mig. Den får mig til at tænke, at storpolitik er vigtigere for dem end medmenneskelighed.