Kære Inger. Var det dét?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gør mig lige en tjeneste, kære læser. Luk øjnene og forsøg så at genkalde dig et politisk forslag, som Danmarksdemokraterne er kommet med det seneste halve år. Eneste regel er, at det politiske forslag ikke må være ”Nej tak til CO₂-afgift”. Jeg har selv forsøgt, og jeg havde faktisk overordentlig svært ved at komme på noget.

Kampen mod en CO₂-afgift har været det altafgørende for Inger fra dag ét. I bedste Trump-stil er der blevet afholdt såkaldte ”rallies” over hele landet, der blevet serveret Nej tak-øl og redet på rodeotyr, mens man har brugt oceaner af tid på at udskamme Venstre, der ellers har valgt at tage ansvar for at redde dansk landbrug.

Ingers taktik var fra starten klar. Hun valgte protest over politik. Selvom Landbrug & Fødevarer gentagne gange opfordrede hende til at droppe tilværelsen som protestparti og i stedet søge indflydelse og kæmpe for de danske landmænd, vedblev hun med at sige nej, nej, nej. Inger ville hellere stå med korslagte arme.

Siden regeringen præsenterede resultatet af den grønne trepart, er den blevet rost fra alle leder og kanter. Blev det dødsstødet til dansk landbrug, som Inger på sine rallies prædikede? Nej! Selvfølgelig har Venstre sikret en balanceret aftale, der både forbedrer vores vandmiljø, sikrer natur og biodiversitet og fornuftige rammevilkår for de danske landmænd.

Hvor efterlader det her så Inger? Bliver hun ved med at kæmpe mod en CO₂-afgift? Er det et ultimativt krav for hende at afskaffe den, hvis der skulle komme en blå regering efter næste valg? Det skulle man måske tro, men nej. Støjberg har slået fast, at hun ikke vil stille ultimative krav, og hun har opgivet kampen. Mon ikke hun hele tiden vidste det samme som alle andre: at kampen var tabt. For selv hvis alle borgerlige partiet støttede op, kunne hun stadig ikke tælle til 90.

Så måske handlede modstanden mod CO₂-afgiften i virkeligheden slet ikke om landbruget, måske handlede det egentligt bare om at agere som det protestparti, Danmarksdemokraterne er?

Set herfra virker det i hvert fald til, at Ingers automatreaktion altid er at lægge armene over kors, så snart Venstre præsenterer politik. Senest har Venstres by-, landdistrikts- og kirkeminister, Morten Dahlin, præsenteret en ambitiøs plan for vores landdistrikter, der bl.a. vil sikre lavere skat til de studerende, der bliver boende i landdistriktet, bedre vilkår for det lokale erhvervsliv og tilladelse til opførelse af tusindvis af nye sommerhuse. God, solid borgerlig politik. Reaktionen fra Støjberg? Armene over kors. Præsenterer hun selv nogle gode forslag? Nej, for Ingers politik er at kritisere Venstres politik.

Og dog. I forbindelse med Danmarksdemokraternes sommergruppemøde præsenterede hun faktisk politik. Partiet havde været i værkstedet og kom med et ”nyt” forslag. For at tiltrække flere læger til landdistrikterne ville Danmarksdemokraterne eftergive SU-gæld for de læger, der tilvælger et liv på landet. Et godt forslag, som dog ikke er vokset i Ingers have, men er tyvstjålet fra Venstres hjemmeside, hvor det har ligget, siden vi foreslog det tilbage i 2020. Så var det dét? En lille smule lånt vin på nye flasker og en hulens masse protestpolitik?