Hvad tænker du?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Hvad tænker du?«

Dette er i fire af fem tilfælde journalistens spørgsmål til interviewpersonen i radio og tv, når journalisten ønsker en meningstilkendegivelse.

Som oftest svarer vedkommende: »Jeg tænker, at …«.

Når der endelig er en, der har overskud til at svare: »Jeg synes, at …« eller »jeg mener, at …«, så bliver man bare så glad, fordi så er der ikke længere tvivl om, hvorvidt den pågældende blot formulerer en løs antagelse, eller om der er tale om en utvetydig holdningstilkendegivelse.

Egentlig burde »hvad tænker du«-spørgsmålet konsekvent blive besvaret med: »Hvad jeg tænker, rager ikke dig. Men jeg vil gerne sige, hvad jeg mener om sagen.«

På DR1 og TV 2 kendetegner det studieværterne på feel good- og underholdningsprogrammer som ”Aftenshowet”, ”Alle mod 1”, ”Kender du typen” samt på sportsprogrammerne, at de siger »jeg tænker« og »hvad tænker du« i en uendelighed. Det samme gør sig gældende for nyhedsudsendelser som radioens ”P1 Morgen” og ”P1 Orientering”.

Tænkeriet har for alvor sneget sig ind i vores sprog de seneste seks-syv år. Det begyndte med, at man med undren bemærkede, at psykologer, skolelærere, sygeplejersker, præster m.fl. i stigende grad havde adapteret »jeg tænker« i deres udtalelser, hvor det havde været mere præcist at sige »jeg tror«, »jeg formoder«, »jeg antager«, »jeg synes«, »jeg mener«, »jeg forventer«, »jeg forudser« etc., alt efter hvor usikker eller sikker en vurdering eller holdningstilkendegivelse det nu var.

Måske opstod »jeg tænker«-dillen, fordi man mente, at det er lidt mere begavet at tænke noget i stedet for at tro eller mene noget. Måske er det en gardering, således at man altid kan trække sin tanke tilbage, hvis det viser sig ikke at have gang på jord.

Det er næsten ikke til at bære, at journalister, der er uddannet i god kommunikation, kører »Hvad tænker du«-linjen for fuld udblæsning.

Det værste eksempel i den seneste tid var under OL, da en journalist fik fat på en olympisk medaljetager og spurgte: »Jeg tænker, at det må være mega sindssygt at stå med sådan en medalje om halsen, tænker jeg!«

Med tryk på det sidste »jeg«. Sproglig ekvilibrisme, når det er mest rædselsfuldt.

Kunne man håbe på, at tv- og radioledelserne sender medarbejderne på et lille omskolingskursus i kampen for igen at bruge de mere nuancerede danske ord: »tror«, »formoder«, »antager«, »synes«, »mener«, »forventer«, m.fl. i stedet for det dvaske og upræcise »jeg tænker/hvad tænker du«.