Færre børn er et symptom på et problem, vi skal tage alvorligt
Vi har brug for en familiepolitisk reform, der tager udgangspunkt i de udfordringer, forældre står med i dagligdagen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For et par uger siden stod jeg side om side med mine partifæller til Moderaternes sommergruppemøde. Et af vores helt store budskaber var den udfordring, som vi står over for som samfund: færre børn.
Tallene taler deres tydelige sprog. I 1950’erne var der syv borgere i arbejdsstyrken for hver borger over 65. I dag er det tal tre – og det er faldende. Samtidig vil bnp falde med 44 mia. kr. allerede i 2050, og 560 mia. kr. i 2080. Det er virkelig mange penge. Til sammenligning bruger vi omkring 230 mia. kr. på sundhedsvæsenet om året.
Når der er et behov for at diskutere familiepolitik, skyldes det dog ikke alene, at vi ser en udvikling, der peger mod en økonomisk udfordring for vores samfund. Det skyldes derimod, at manges fravalg af familien peger tilbage på udfordringer i vores samfund. Det er et symptom på, at noget ikke fungerer godt nok.
Næsten halvdelen af danske forældre har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og Danmark er et af de få lande, hvor man bliver mindre lykkelig af at få børn. Kvinder udsættes for negativ forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i årevis, efter de har født. Danske børn synes, at mor og far arbejder for meget. Og så er der samfundskriserne, som presser sig på. Klimaforandringer, demokratisk tilbagegang, krig i Europa og konflikter på flere kontinenter, stigende mistrivsel og frygten for, at kommende generationer fødes ind i et samfund, som er ringere stillet, end tidligere generationer har oplevet.
Forskningen har ikke et entydigt svar på, hvorfor der er sket en fordobling i antallet af unge, som vælger børn fra eller har svært ved at få de børn, de ønsker, af biologiske årsager. Men en ting står klart tilbage: Det, at flere fravælger livet med børn, er et symptom på noget andet.
Det er på ingen måde min hensigt, at staten skal blande sig i, hvor mange eller hvor få børn danskere får. Det er et individuelt og dybt personligt valg. Men som politikere – og som regering – skal vi tage det alvorligt, hvis der er nogle strukturelle barrierer, vi kan forbedre. For det handler ikke ”bare” om økonomi. Hvis det gjorde det, ville vi fint kunne sætte vores lid til teknologiske fremskridt og international arbejdskraft. Men det her handler om os som samfund. Hvordan vi lever vores liv, og om vi har muligheden for og friheden til at leve på den måde, vi ønsker. Og det er der efterhånden for meget, der tyder på, at stadigt flere ikke føler, de har.
Noget må gøres anderledes.
Hvad nu, hvis vi kunne skabe en ordning, hvor forældre fik større fleksibilitet, i forhold til hvordan de bruger børneydelserne? Måske kunne det give dem mere ro i hverdagen, hvis de kunne bruge pengene til de udgifter, der presser sig på, som pasning eller bolig i børnenes første leveår? At give forældre såvel som bedsteforældre bedre muligheder for at tage sig af deres børn, når de er syge, uden at det går ud over deres arbejdsliv? At give alle bedre mulighed for at indrette arbejdslivet fleksibelt fra start til slut? Og hvad med de daglige praktiske opgaver – kunne det være en idé at gøre det lettere for familier at få hjælp med ting som børnepasning eller rengøring?
Hvad nu, hvis? Spørgsmålene er mange, men en ting står klart: Vi bliver nødt til at tænke hele vejen rundt!
Som medlem af regeringen, men også mor, føler jeg et enormt ansvar for, at nuværende og kommende forældre får bedre mulighed for at leve de liv, de drømmer om. Vi har brug for en familiepolitisk reform, der tager udgangspunkt i de udfordringer, forældre står med i dagligdagen. Og en politik, som gør det attraktivt at vælge familielivet til. Danskere skal blive mere lykkelige af at blive forældre, ikke mindre!