Vi er mere end det år, vi er født

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden fyrede Publicos direktør sig selv som personalechef i et LinkedIn-opslag, efter at en dygtig medarbejder valgte virksomheden fra på grund af »fraværet af faglig sparring, feedback, opbakning, anerkendelse og tydelighed«.

En moden beslutning med stærk selverkendelse, mod til at vise fejlbarlighed og skarpt fokus på virksomhedens bedste. Vigtige og relevante temaer som psykologisk tryghed, moderne ledelsesforståelse og det fælles bedste kunne have været i spotlyset.

P1 Morgen valgte i stedet at dreje snakken over på de nærmest urimelige krav fra generation Z. En så fortærsket position, at parafraser fra det antikke Grækenland genlyder med en uhyggelig præcision: »Ungdommen elsker nu luksus; de har dårlig opførsel, foragt for autoritet; de viser manglende respekt for ældre og elsker at snakke i stedet for motion.« (Patty & Johnson, 1953 – citat ofte tillagt Sokrates)

Et mere moderne eksempel kan findes i Betty R. Kupperschmidts forskningsartikel fra år 2000: »[…] de forventer, at deres arbejde skal være sjovt, […] at arbejdspladsen inkorporerer den nyeste teknologi, […] en leder som coacher og vejleder. […] hvis ikke deres krav mødes, finder de et andet job.« Her beskrives den unge, besværlige, krævende og selvfokuserede generation X. Helt uden påvirkning af likes, Tiktok og sociale medier.

Data fra PEW Research Center viser desuden, at unge i dag bliver i deres første job lige så længe som tidligere generationer – omkring tre år. Imens et metastudie fra 2012 peger på, at forskning ikke engang kan blive enig om noget så banalt som, hvornår den ene generation slutter, og den næste starter. Så hvorfor bliver den samme gamle sang sat på genafspil igen og igen?

Når alt ikke er, ”som det plejer”, er det nemmeste at pege fingeren væk. Gerne over på en gruppe, som kan besidde nogle simple karakteristikker, som gør det lettere at forholde sig til dem – og afskrive dem som individer. Er der mon andre steder i samfundet med lignende tendenser?

Som 28-årig i mit første job og far til to under to ønsker jeg stabilitet, jobsikkerhed, feedback og fleksibilitet til at kunne være sammen med mine børn, når de er vågne – så arbejder jeg gladeligt et par timer efter kl. 19. Bedøm selv, om alder eller børn påvirker mig mest.

Forandring på arbejdsmarkedet er ikke tvunget igennem af generation Z, men af en kulturel udvikling, hvor familiedynamikker, kønsroller og diversitet altid er i bevægelse. Jeg citerer: »De var opdraget i et hav af diversitet: racediversitet grundet liberale immigrationslove; diverse familiekonstellationer som resultat af den store tolerance for skilsmisse, […] alternative livsstile; og ny teknologi […]« - igen fra Kupperschmidt om generation X.

Det er afgørende, at vi anerkender oplevelsen af forskellighed på tværs af generationer, men også forstår, at vi er mere end blot det årstal, vi er født. I stedet for at gentage de samme trættende klager over ”de unges” eller ”de ældres” påståede mangler, bør vi fokusere på, hvordan vi bedst muligt kan skabe en arbejdsplads, hvor alle – uanset alder – kan trives, udvikle sig og bidrage. Når vi kan se forbi de overfladiske skel, kan vi bygge bro mellem generationerne i stedet for at grave grøfter.