Dressureliten har svigtet sporten. Nu skal der strammes op, ellers skal politikerne på banen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er hesteejer, dressurrytter, liberal og politiker. I nævnte rækkefølge, når jeg skriver dette. Det seneste års historier om eliteryttere, der har mishandlet deres heste, og en forslæbende dressurelite, der ikke har reageret hurtigt og konsekvent på episoderne, har gjort mig virkelig ked af det som hesteejer og dressurrytter. Det har gjort mig frustreret som liberal og bekymret som politiker.

For hvis ikke dressureliten snart vågner op og viser et langt større ansvar for ridesportens fremtid, risikerer vi, at uvidende politikere, selvudnævnte eksperter og SoMe-krigere får lov til at sætte standarden for vores sport. Sker det, er ridesporten meget ilde stedt.

Jeg er overbevist om, at jeg taler for tusindvis af hesteejere og ryttere, når jeg skriver, at det gør ondt helt ind i hjertet at se, at eliteryttere – der for mange også var sportslige forbilleder – mishandler deres heste. For det er mishandling og vold, vi har set på videoerne, der er kommet frem i ”Operation X”-dokumentaren fra Helgstrand og af træningssessionen med Carina Cassøe Krüth.

Det gør ondt at se heste, der er tillidsfulde, tilgivende og samarbejdsvillige dyr, blive behandlet på den måde. Det gør ondt at se, at dem, der har ansvaret for sporten, Dansk Rideforbund, være fodslæbende i deres reaktion. Et lavpunkt fra forbundets side blev nået, da videoen af Krüths piskeslag skulle frem i offentligheden, før man strammede sanktionen og udelukkede Krüth fra landsholdet i et år. Indtil da havde sanktionen været en udelukkelse fra OL og en bøde på 5.000 kr. – uforståeligt lavt i manges øjne.

Og det gør særligt ondt at se, hvordan debatten blandt andet på grund af mangel på ansvar og tydelighed fra Rideforbundet og eliten er eksploderet på sociale medier, hvor direkte hadefulde kommentarer betyder, at helt almindelige hobbyryttere ikke længere tør lægge billeder op af deres heste og træning. 56.000 danskere er medlemmer af Dansk Rideforbund, og titusindvis flere danskere nyder heste og ridning som en del af deres hverdag.

Om det er en skovtur i ny og næ eller ambitioner om konkurrencer og medaljer, skaber heste og ridesport glæde for så mange mennesker. Men den glæde får skår nu, fordi mangel på ansvarstagen fra forbundets og faglighedens side betyder, at de mest højtråbende – og ofte uvidende – fylder sporten med hadefulde kommentarer og ubehagelige anklager. Det kan vi ikke være bekendt.

Som liberal bliver jeg frustreret. For manglen på ansvar fra fagpersoner i Rideforbundet efterlader plads til reguleringsivrige politikere og selvudnævnte eksperter, der uden nogen form for viden om heste eller ridesport ivrigt kaster om sig med håbløse forslag til ”forbedringer” af ridehestes velfærd.

Jeg er ved at springe i luften indeni, når politikere, der intet ved om ridesport, fremsætter håbløse forslag, som vil gøre mere skade end gavn for både hestenes velfærd og sporten. Forslag, som giver en mistanke om, at de i højere grad har til formål at afvikle ridesporten end at udvikle ridehestes velfærd.

Tag bare socialdemokraternes forslag under EP-valgkampen om, at en equipage (hest og rytter) skal have fem års samarbejde, inden de må deltage i konkurrencer. Det vil betyde, at milliardærer som Andreas Helgstrand kan ride konkurrencer, men at langt mindre bemidlede mennesker som f.eks. Cathrine Dufour og Daniel Bachmann Andersen, der har mistet deres topheste, fordi de er blevet solgt eller taget hjem af ejerne, ikke kan ride konkurrencer. Hvad er rimeligheden i det? Hvordan skal det nogensinde føre til forbedringer af ridehestes velfærd?

Det er blot ét af mange håbløse forslag fra Socialdemokratiet, som dressureliten giver plads til, når de ikke selv tager ansvar. Som politiker ved jeg, at tager en branche ikke selv ansvar, så står der en kø af reguleringsivrige politikere klar til at vise, at det ansvar tager de hellere end gerne på sig. Og det er sjældent set, at politikere ved bedre end fagfolk.

Ridesporten skal genvinde sin legitimitet i omverdenen, og det kræver, at Dansk Rideforbund tager mindst fire tiltag i den nuværende situation.

Først og fremmest er det slut med at stikke hoved i busken. Hvis ikke Rideforbundet tager ansvar og sanktionerer klart og tydeligt, når der er dårlige sager, står der en horde af folk, der er klar til at gøre det for dem. Det vil ikke føre til bedre velfærd for rideheste, og det vil heller ikke føre til udvikling af ridesporten.

Dernæst skal Rideforbundet sikre, at reglerne for behandling af heste bliver overholdt. Desværre har vi gennem en årrække været vidner til, at der er set igennem fingre med hårdhændet behandling af heste – også til konkurrencer. Forbundet har i år taget initiativ til øget kontrol med hestes velfærd til konkurrencer. Det er godt, men det må ikke være et kortvarigt fokus på baggrund af en svær situation. Det skal være et paradigmeskifte, som sikrer, at de ellers udmærkede regler, der findes, bliver overholdt.

Rideforbundet bør nedsætte et fagudvalg, der ser på krav til udstyr og øget grad af valgfrihed i forhold til udstyr, og som også arbejder for, at det også afspejles internationalt. Hvis vi kun skaber øget valgfrihed i Danmark, vil det ikke få effekt på eliteniveau og dermed for alle dem, der er forbilleder for tusindvis af ryttere i Danmark. Her kan man som dressurrytter selv bestemme, om man vil ride med kandar (to bid) eller trense (et bid), det er et virkelig godt tiltag. Men den valgfrihed gælder ikke internationalt. Så alle ryttere med internationale ambitioner bliver tvunget til at ride både træning og konkurrencer med kandar, også selvom deres heste vil have det meget bedre på en trense.

Endelig bør vi se på alderskrav til konkurrencer og championater. Des hurtigere i sit liv, en hest skal præstere, des større er risikoen for, at den bliver udsat for pres i træningen, som vi så frygteligt dokumenteret i ”Operation X” om Helgstrand. I dag skal heste på blot seks år vise et højt niveau af uddannelse og evne til at gå i samling i championaterne. Og der var under OL flere heste i konkurrencerne, der var under 10 år. Med et øget alderskrav i championaterne og et alderskrav til de store internationale mesterskaber vil man give hesten mere tid til uddannelse og udvikling og dermed lette presset på hestene.

Vi må konstatere, at dressureliten gennem de seneste år har svigtet sporten og de tusindvis af ryttere og hesteejere, der ønsker en sport, hvor velfærd, konkurrencer og udvikling af heste går hånd i hånd. Dansk Rideforbund har fået en ny bestyrelse. Det var godt og nødvendigt at få ryddet op. Nu skal den træde i karakter og vise, at den er i stand til at tage det ansvar, som den gamle bestyrelse svigtede gennem en årrække. Sker det ikke, kommer politikerne til at gøre det.