Gør op med fordomme i en tid med dalende fertilitet: Der er andre måder at få børn på end den klassiske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarks Statistik arbejder med 37 forskellige typer af børnefamilier. Disse 37 familieformer er alene baseret på kombinationsmuligheder i forhold til forældre og børn – de forholder sig ikke til, hvorvidt børnene er biologiske, adopterede eller donerede.

Det er i min optik med til at bekræfte, at blodets bånd ikke på nogen måde er afgørende for definitionen på at være en familie eller at være nogens barn. Kærlighed er heldigvis meget tykkere end blod.

Jeg er adopteret og møder stadigvæk en masse udfordrende overbevisninger. ”Dine forældre er ikke dine rigtige forældre.” ”Skal du ikke lede efter dine rigtige forældre? Du har da ret til at opsøge din genetik.” Ingen af overbevisningerne kan jeg identificere mig med. I min familie har det aldrig været en hemmelighed, at jeg var adopteret.

Selvom mine forældre sagtens kunne have fortiet det, fordi jeg ser præcis lige så jysk ud som dem, har jeg altid kendt min historie, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det er hos min mor og far – altså den mor og far, der adopterede mig – at jeg hører til.

Siden jeg for mange år siden begyndte at undre mig over de mange fastlåste overbevisninger, jeg møder, har jeg mødt virkelig mange andre adopterede og donerede, der ligesom mig møder overbevisninger om, at de først bliver hele mennesker, når de har mødt deres biologiske ophav.

Men de har heller ikke kunnet nikke genkendende til den fortælling. Jeg anerkender og ved, at der er en stor gruppe, der har de følelser, som disse overbevisninger medfører.

For eksempel har jeg set dem foldet ud i tv-programmer, hvor adoptivbørn først føler sig som hele mennesker, når de har rejst rundt i verden for at finde det biologiske ophav, der i sin tid bortadopterede dem.

Men det er langtfra os alle, der føler os ”Sporløse” og traumatiserede.

Sandheden er i virkeligheden nok mere, at det ikke er os alle, der har det behov. Heller ikke, selvom de fleste af os naturligt nok har været nysgerrige efter at vide mere om vores biologiske baggrund.

At jeg ikke selv har fulgt min nysgerrighed og opsøgt mine biologiske forældre, skyldes, at jeg ikke anser det som en menneskeret at kunne opsøge mit biologiske ophav blot for at få stillet min egen nysgerrighed og opfyldt mine egne behov – heller ikke selvom jeg rent faktisk har kendskab til begge mine biologiske forældres identitet.

Til gengæld synes jeg, at man har ret til at få en sandfærdig historie om, hvordan man er blevet til. Og gerne meget tidligt i livet. Der findes mange fine måder at fortælle det på afhængigt af barnets alder.

Mine forældre fortalte mig historie om turen til børnehjemmet, og hvordan de første gang mødte den lille baby med de tykke ankler, som de var så heldige at måtte få med hjem. Som en ekstra lille krølle på historien kunne de senere finde på at pege over mod genboen og sige: »Prøv at se Lene derovre. Hendes forældre har kun ventet ni måneder på at få hende, fordi hun er hjemmelavet. Vi har ventet ni år på at få dig.«

På den måde blev det også gjort til noget eksklusivt, lidt sjovt og helt særligt at være adoptivbarn.

Desværre får rigtig mange børn aldrig at vide, at de er adopterede eller er blevet til ved hjælp af æg eller sædceller fra en donor, og det kan der være mange grunde til.

Men hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri, når man er så ønsket, at ens forældre har kæmpet indædt og ventet så længe på at få en? Og at man er så heldig, at der er en biologisk mor eller en donor, der har valgt at give ens forældre den største gave, man kan få?

Lad os sammen aflive nogle sejlivede myter, overbevisninger og fordomme og i fremtiden gøre det endnu mere naturligt at skabe familier, hvor biologien ikke er afgørende, ved at være åbne om det. Alle har selvfølgelig ret til at vide, hvordan de blev til.