Økonomiske lappeløsninger får ikke lægemanglen til at forsvinde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarksdemokraternes forslag om at eftergive lægers SU-gæld som et middel til at tiltrække flere læger til landdistrikterne kan virke tillokkende, men ved nærmere eftersyn viser det sig både at være ulighedsskabende og ineffektivt.

Det er ikke første gang, vi ser denne type forslag. Venstre har tidligere foreslået at eftergive 20.000 kr. af lægers SU-gæld for at løse samme problem. Nu foreslår Danmarksdemokraterne 30.000 kr. årligt. Man kan undre sig over, at to partier, der normalt bryster sig af at være økonomisk ansvarlige, vælger at bruge penge på en politik, der næppe vil have den ønskede effekt. Når man tænker på, hvad en læge tjener, er 20.000 eller 30.000 kr. nærmest ingenting.

At tilbyde gældseftergivelse til en gruppe mennesker, der vil være blandt samfundets bedst lønnede, risikerer at øge den økonomiske ulighed i yderområderne. Det er svært at forstå, hvordan partier, der traditionelt kæmper for landdistrikterne, kan forsvare en politik, der favoriserer de højtlønnede og dermed skaber en skævvridning i disse områder.

Hvis økonomiske incitamenter alene kunne løse problemet med lægemangel, ville lægerne allerede have bosat sig i de smukke og rolige yderområder, hvor boligpriserne er markant lavere end i storbyerne. Alligevel forbliver lægemanglen et presserende problem.

Som Thomas Purup, formand for de kommende praktiserende lægers organisation, har påpeget, handler det ikke primært om økonomien. Uddannelseslæger lægger større vægt på sociale og faglige netværk – noget, som penge alene ikke kan skabe. Hvis vi ønsker at tiltrække flere læger til landdistrikterne, bør vi først og fremmest lytte til de medicinstuderende og yngre læger og tage deres behov alvorligt.

En mere langsigtet og effektiv strategi kunne være at etablere flere kandidatuddannelser i medicin uden for de store byer, som vi allerede har set med succes i Esbjerg og Køge. Dette ville skabe en naturlig tilknytning til områderne tidligt i lægernes karriereforløb. Desuden bør vi sikre, at læger i provinsen kan bevare forbindelsen til de store, specialiserede hospitaler. Denne mulighed er vigtig for deres karriereudvikling inden for mange specialer.

En anden vigtig faktor er de mere komplekse patienter i yderområderne, som kræver ekstra tid og ressourcer at behandle. Det nuværende aflønningssystem tager ikke højde for disse forskelle, og det kan gøre det mindre attraktivt for læger at arbejde i provinsen. En reform af dette system, hvor læger i yderområderne får mulighed for at bruge mere tid på komplekse tilfælde uden at lide økonomisk tab, kunne gøre det mere attraktivt at praktisere i disse områder.

I stedet for kortsigtede økonomiske løsninger bør vi fokusere på langsigtede strukturelle ændringer, der gør det attraktivt og bæredygtigt for læger at arbejde i landdistrikterne. Det kræver en dybere forståelse af de reelle behov hos vores sundhedspersonale – ikke blot flere penge i lommen.