At slette skellet mellem "jødisk" og "israelsk" puster til antisemitismen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

15/7 bragte Jyllands-Posten et indlæg fra Israel-online-redaktøren Dan Harder, som svarede på min kronik fra 29/5.

Heri beskylder han den anerkendte Oxford-historiker, israeleren Avi Shlaim, som jeg henviste til, sammen med min ringhed til tilhængere af anti-israelske konspirationsteorier. Han ulejliger sig ikke med at underbygge sin anklage med et eneste argument. Det er en nem og ofte benyttet flugtvej bare at råbe “konspirationsteori”. Samtidig affærdiger han berettiget kritik af Israels ageren med klichéen ”antiisraelsk”.

Harder bruger også “faktum” som dække over sin usandhed om ”den anden intifada”. Den kalder han Arafats værk. Men rent faktisk blev den fremprovokeret af den israelske krigsforbryder og senere premierminister Ariel Sharon med hans bevidste og stærkt iscenesatte krænkelse af muslimernes hellige tempelbjerg september 2000.

Helt efter bogen elsker Harder “terror” som noget særligt for de altid ringeagtede palæstinensere, selv om ingen er i stand til at slå den israelske stat i udøvelse af terrorhandlinger.

Oveni serverer han den grovhed, at Det Palæstinensiske Selvstyre indoktrinerer sin befolkning i, at den jødiske stat ikke har nogen ret til at eksistere, selv om det er over 30 år siden, Arafats palæstinensere anerkendte Israel, hvad der også fremgår af en af de mange kilder, han henviser til, men som altid bruges lemfældigt.

Uden belæg bliver jeg også udnævnt til “anti-zionist”. Han elsker at karakterisere andre som “anti-et-eller-andet”. Forbilledet herfor må han have hentet i Sovjettiden, hvor enhver kritik af Sovjetunionen blev affærdiget med “anti-sovjetisk”.

Desuden leverer han den ekstra grovhed at påstå, at jeg »læser systematisk onde hensigter ind i enhver jødisk handling«.

Dermed bidrager han på linje med den israelske premierminister Netanyahu til antisemitismen ved at slette skellet mellem “jødisk” og “israelsk”. Denne brug af ordet ”jødisk” er ondskabsfuld. Og selvfølgelig læser jeg ikke »systematisk onde hensigter ind i enhver israelsk handling«. Grove generaliseringer overlader jeg til propagandister som Harder.

Harders afsluttende og “stærkeste” argument er, at han »har boet i Israel …«. Jeg har opholdt mig i Israel ad flere omgange og kan oplyse, at der er mange israelere, som har et langt bredere og mere nuanceret syn på sagerne end den evigt kværnende propagandamaskine Dan Harder. På dem kunne Harder også bruge sit rige vokabularium af nedsættende gloser. Eller hvad med lederen af det israelske parti Demokraterne, Yair Golan, tidligere næstkommanderende i det israelske forsvar: »Jeg er ikke sikker på, om Israel længere er en ægte demokratisk stat,« udtalte han for ganske nylig til The Guardian (12/8):

»Højrefløjen i Israel består af mennesker, der mener, at vi kan annektere millioner af palæstinensere, og at Israel bør føre en slags hævnpolitik, at vi kan leve med sværdet i hånden og ikke forsøge at blive forsonet med palæstinenserne eller andre fjendtlige enheder i regionen. Jeg mener det stik modsatte.« Anti-zionistisk, anti-israelsk konspirationsteori?