Han viste trumpismen i dansk politik for åben skærm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter flere voldsomme demonstrationer i Nordengland har medier analyseret på de politiske motivationer og konkluderet, at de udtrykker en stigende aktivitet på den yderste højrefløj i landet. Samtlige engelske medier beretter om denne tendens, og på denne baggrund og kildehenvisning havde programmet ”Deadline” på DR2 afsat hele programmet den 6. august til at danne ramme for debat om højrefløjens bevægelser i England og dennes følgevirkninger i en bredere kontekst.

DF-formand Morten Messerschmidt var inviteret i studiet for som repræsentant fra den danske højrefløj at give sit besyv med i samtalen. Det blev et noget chokerende og også bekymrende udfald.

Messerschmidt punkterede ved første spørgsmål DR’s præmis for debatten. I stedet for at kommentere højrefløjens synspunkter nægtede partiformanden at anerkende præmissen om, at den vrede og motivation, der lå bag demonstrationerne, kun var et udtryk for den ydre højrefløjs synspunkter. Messerschmidt mente i stedet, at aggressionerne var repræsenterende for stemningen blandt den brede engelske befolkning.

Trumpismen, som kan defineres som en politisk konspirationsteoretisk metode med medie- og faktaskepsis som omdrejningspunkt, er foruroligende nok ved at brede sig langsomt, men sikkert til politiske kulturer i Europa – og også Danmark.

Messerschmidts påstand om, at kritikken mod etniske minoriteter i England kommer fra en bred skare, er ikke underbygget af eksperter eller medier. Det er politikerens egen fornemmelse, som tager sit udgangspunkt i nyhedsstrømmen på de sociale medier, primært X og Facebook.

Her er der overordnet set en massiv repræsentation af udsagn fra briter, som tilhører den ydre højrefløj og udnytter de voldsomme demonstrationer til at dele deres egne ekstreme holdninger. Repræsentationen er så massiv, at Messerschmidt danner sig det indtryk, at der skulle være tale om en større del af midtervælgere og konservative vælgere – som han redegjorde for i ”Deadline”.

Det er en anden fortælling end de etablerede mediers, og i paradokset med de to kontrasterende fortællinger konkluderer Messerschmidt, at anerkendte massemedier og vestlige medier i det hele taget tager fejl og altså producerer fake news.

Den anden store motivation for trumpismen er at vælge det ultimative for egen vindings skyld. Messerschmidts store incitament er herunder naturligvis at skabe fortællingen om, at hans egne vælgere og de britiske pendanter på sociale medier ikke kun er en marginaliseret, nationalistisk gruppe på den ydre højrefløj, men blot forsømte, hårdtarbejdende borgere fra hele det politiske spektrum, der savner politiske løsninger på aktuelle problemer.

Problemet er, at fortællingen ikke er underbygget af validerede analyser. Dermed vinder fortællingen over fakta.

Den verden, vi tror på, er under forandring. Forudsætningen for det velfungerende demokrati er, at vi alle deler det samme verdensbillede og de samme fortællinger. Derigennem opnår vi det vigtigste demokratiske fundament: samtalen.