Alle sårbare danskere skal have et kulturpas

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et af kulturminister Jakob Engel-Schmidts største aftryk på den seneste finanslov er et prisværdigt kulturpas til de 43.300 unge mellem 15-24 år, der i dag står uden job eller uddannelse. I perioden 2024-2026 vil regeringen bruge 140 mio. kr. på at give disse unge adgang til museer, teatre og andre oplevelser inden for kulturen og idrætten.

Kulturministeren har også udtalt, at kulturpasset vil være en succes, hvis bare 10 pct. benytter sig af det.

Dermed må han også forvente, at der vil være en hel del ubrugte midler tilbage af de 140 mio. kr., der er afsat til indsatsen.

Samtidig anerkender han, at det ikke er tilstrækkeligt at gøre kunsten og kulturen gratis. Hvis man vil have flere sårbare borgere til at benytte sig af den, er der behov for målrettede samarbejder med kulturinstitutioner og idrætsforeninger.

Hvis ministeren vil indfri sin ambition, kan han derfor med fordel bruge de ubrugte, øremærkede midler til puljer eller bevillinger til udvalgte institutioner, der gør en særlig indsats for vores sårbare medborgere.

Kulturministeren bør samtidig overveje, om der overhovedet skal være en aldersgrænse for, hvem der skal tilgodeses med et kulturpas. Der findes også danskere, der er fyldt 25 år, som står uden for samfundet.

Endelig bør kulturpasset ikke kun give adgang til kulturoplevelser, men også mulighed for at blive medskabere. Hvis vi vil tage vores sårbare medborgere alvorligt, er det ikke tilstrækkeligt, at de oplever kunsten – de skal også være med til at skabe den. De skal ikke kun lytte og se – de skal også høres og ses.

Hos Resonerende Rum bruger vi netop musik og kunst til at give stemmer til dem, der normalt ikke bliver hørt. Med base i Midt- og Vestjylland faciliterer vi processer, hvor udsatte borgere er medskabende i kunstværker, der udstilles på kunstmuseer og i kunsthaller. Og vi skaber rum, hvor udsatte borgere optræder i bedste sendetid på musikscener med anerkendte musikere som Peter Sommer og Hanne Boel.

Det skaber relevant samtidskunst; at inddrage borgere, der står uden for samfundet – de tilbyder nye perspektiver på tilværelsen, som resten af samfundet har glemt eller har svært ved at få øje på. Når vi fremhæver de perspektiver, styrker vi sammenhængskraften og er med til at afstigmatisere dem, der fortæller historierne.

Borgere, som har virket ukontaktbare for det psykiatriske personale gennem længere tid, liver op i vores musikalske fællesskaber. Medicinen er, at de bliver hørt og anerkendt, og så kan de helt konkret bevæge sig fra en lukket afdeling til en åben fernisering.

Kulturpasset er en sympatisk idé, og bruges det rigtigt, kan det skabe møder mellem borgere fra forskellige samfundslag og give vores sårbare medborgere redskaber til at udtrykke sig og en fornyet tro på sig selv.