Snart får regeringen FN på nakken: Det går den forkerte vej for mennesker med handicap i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 23. august rejser repræsentanter fra den danske regering til Geneve, fordi de skal stå skoleret over for FN’s Handicapkomité. Og jeg forventer, at de kommer hjem med røde ører.

Tilbage i 2009 besluttede vi i Danmark at tilslutte os FN’s Handicapkonvention. Det lyder fjernt og abstrakt, men i bund og grund har vi blot skrevet under på, at vi i Danmark skal give mennesker med handicap de samme rettigheder og muligheder som alle andre.

Det er nu 10 år siden, at Danmark sidst var til eksamen i Geneve, hvor regeringen fik en hård medfart og blev sendt hjem med en række alvorlige kritikpunkter, som der skulle gøres noget ved.

I mine øjne er det gået for meget i den forkerte retning. Langtfra alle anbefalinger er gennemført, og nogle steder går det faktisk tilbage i forhold til gennemførelse af konventionen.

Til den forrige eksamen fik Danmark besked på at rette op på den store brug af tvang over for mennesker inden for psykiatrien. Men det er gået den forkerte vej. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i 2022. Det er en stigning på 22 pct. sammenlignet med perioden 2011-2013.

Samtidig ser vi en bekymrende udvikling på landets bosteder. Folketinget har for nyligt lempet på reglerne for brug af magt over for mennesker med handicap, så det bliver langt lettere at tilbageholde borgere med fysisk magt i flere situationer. Samtidig skal personalet registrere langt mindre, når de har anvendt magt. Så det bliver svært at følge med i, om der bliver brugt meget mere magt. Det risikerer at medføre, at magt vil blive anvendt hurtigere og oftere af personalet. Et klart tilbageskridt i forhold til konventionens bestemmelser.

Begge eksempler viser en vej, hvor nogle af Danmarks mest sårbare borgere oftere vil møde magt og tvang frem for personalets faglighed og pædagogiske evner.

Det er dog langtfra kun på psykiatri- og handicapområdet, at jeg ser Danmark sove i timen. På det glohede danske arbejdsmarked er vi også for dårlige til at inkludere mennesker med handicap. Her er beskæftigelsen blandt mennesker med handicap markant lavere end resten af befolkningen. Det hænger blandt andet sammen med, at unge med handicap har sværere ved at komme igennem et ufleksibelt uddannelsessystem. Det forventer jeg også, at Danmark får kritik for.

Som optakt til den danske eksamen har vi i Danske Handicaporganisationer sammen med en række civilsamfundsorganisationer sendt vores syn til FN’s Handicapkomité på, hvad der er af udfordringer og har været af resultater på handicapområdet i løbet af de senere år. Vi mener blandt andet, at regeringen nøler med at tage de første skridt til at gennemføre en national handicappolitisk handlingsplan, der går på tværs af alle sektorer. Vi lægger også vægt på, at Handicapkonventionen endnu ikke er blevet indskrevet i dansk lovgivning.

Jeg håber, at den her eksamen bliver en øjenåbner for regeringen og resten af det politiske landskab. Der er brug for en politisk holdningsændring, så vi går væk fra at se mennesker med handicap som en økonomisk belastning i samfundet og i stedet får flere ambitioner for mennesker med handicap. Og vi har brug for konkrete tiltag, så Danmark hurtigt kommer til at leve op til FN’s Handicapkonvention. Den 6. september får vi svar på, hvilken karakter Danmark får. Jeg tror, det bliver en lav karakter med pil ned …