Brintrør vil blive en milliardgevinst for Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fra midten af 1800-tallet og i årtierne derefter blev der anlagt et net af jernbaner mellem de danske byer. I stationsbyerne stod vores oldeforældre og bedsteforældre af toget for at handle, og inden længe kom der andelsmejerier, maskinfabrikker, savværker og hoteller til byerne. Med jernbanen fulgte udviklingen.

Inden for de næste fire-seks år skal vi forhåbentlig grave et 360 km langt brintrør ned under jorden. Målet er, at det skal gå fra grænsen til Esbjerg og videre op mod Holstebro, hvor røret skal slå et knæk ind mod Viborg for at slutte ved gaslagret i Lille Torup. Der vil også komme et brintrør på tværs af Jylland. Fra Fredericia over Vejen til Esbjerg.

Brintrøret er ikke en dødssejler, som Ib Ulstrup ellers skriver i Jyllands-Posten. Brintrøret er rygraden i den industri, som skal gøre det muligt, at vi kan frigøre os helt fra fossile brændsler, så for eksempel skibe kan sejle på langfart uden at udlede CO₂.

Og så er infrastrukturen en kæmpe erhvervsmulighed, som vil tilføre udvikling, arbejdspladser og skatteindtægter til Danmark. Nøjagtig ligesom jernbanen gjorde det. En analyse fra Energinet viser, at brintrøret vil have en betydelig samfundsøkonomisk gevinst på mellem 30 og 75 mia. kr. frem mod 2060.

Noget af brinten vil blive brugt på danske virksomheder, men en meget stor del skal sydpå mod Tyskland, hvor den tunge industri efterspørger alternativer til den naturgas, der gjorde Europa afhængig af Putin og skader vores klima. Brint fra Danmark kan komme til at spille en helt central rolle i at skabe et grønt, sikkert og konkurrencedygtigt Europa.

Det kræver, at vi springer på toget. Men lige nu står vi stadig på perronen, mens andre lande kører forbi.

Godt nok blev regeringen og et bredt flertal i Folketinget enige om rammerne for finansiering af brintrøret, som vil koste 15 mia. kr. Men selvom aftalen er et skridt på vejen mod det næste grønne erhvervseventyr, så er den også et udtryk for den forsigtighed, vi bevæger os med i den grønne omstilling. Aftalen giver nemlig ikke nogen garanti for, at der bliver bygget et brintrør.

Dermed risikerer Danmark at gå glip af store investeringer. For de tyske virksomheder venter ikke. De har truffet deres beslutning om, at de vil af med naturgas og bruge grøn brint i stedet. Kan Danmark ikke levere, så vælger tyskerne nogle andre lande, hvor staten er villig til at påtage sig risiko. Holland begyndte allerede sidste år på deres brintinfrastruktur, som vil nå op på 1.200 km rør, når det er færdigt. Danmark har ikke tid til at tøve.

Vi har været der før. Danmark er ikke blevet et foregangsland inden for vindenergi ved at fokusere på, hvad der gav hurtigst mulig profit i statskassen. Det skete gennem et fremsynet samarbejde mellem stat og erhvervsliv, hvor begge partner hævede blikket fra Excel-arket, påtog sig risiko og fokuserede på de langsigtede muligheder.

Nu skal vi lægge skinnerne til det næste grønne erhvervseventyr. Det kræver investeringer og indebærer risiko – også for staten. Men omkostningerne ved ikke at påtage sig risikoen er større end det, vi skal investere i en grøn fremtid.