Urealistisk? Nej. Norden bør overveje at have sine egne atomvåben

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ofte sagt, at Hedeselskabets medstifter, Enrico Mylius Dalgas, sagde: »Hvad udad tabes, skal indad vindes,« som et svar på, hvordan Danmark skulle kompensere for det land, vi tabte til Tyskland i 1864. Og visionen var, at vi skulle opdyrke heden.

Men bortset fra, at det ikke var Enrico Mylius Dalgas, der sagde de berømte ord, men digteren H.P. Holst, der lancerede dem på en præget skuemønt i anledning af en stor industri- og kunstudstilling i København i sommeren 1872, er moralen stadig god:

»Hvad udad tabes, skal indad vindes.«

Det gælder ulykkeligvis også på sikkerhedspolitikken, hvor Ruslands angreb på Ukraine har gjort det ubarmhjertigt tydeligt, hvor ubeskyttede af en sikker Nato-båret atomparaply, vi egentlig er i Danmark. Og Norden.

Længst væk, i USA, står præsidentvalget mellem Kamala Harris og hendes modkandidat, Donald Trump, der flere gange har truet med at trække USA, og dermed landets atomvåben, helt ud af Nato.

Hjemme i Europa har to lande atomvåben: Storbritannien og Frankrig. Men hvor USA har 5.244 (!) atomsprænghoveder, har Storbritannien – hold fast – 225, og Frankrig 290.

Til sammenligning har Nordens nabo mod øst – Rusland – 5.889 atomsprænghoveder.

Storbritannien har som bekendt meldt sig ud af EU og kæmper i øjeblikket med både økonomiske og politiske kriser, der gør det svært for landet at se sikkerhedspolitisk ud over egen næsetip – hvis man altså fraregner landets flotte og konsekvente støtte til Ukraine.

I Frankrig er situationen ligeså deprimerende med en Putin-venlig Marine Le Pen som en seriøs bejler til præsidentposten på den ene side – og en stærkt stækket præsident Macron på den anden side, som slet ikke har fået det folkelige mandat, til at Frankrig påtager sig den politiske og militære lederrolle i Europa, som præsidenten tydeligvis ønskede sig, håbede og satsede på.

Alt det sætter Danmark og resten af Norden i en helt ny situation. Vi har en nabo mod øst, Rusland, der er mere aggressiv end nogensinde. Og vi har atombevæbnede Nato-allierede i USA, Storbritannien og Frankrig, der er mere usikre allierede, hvis overhovedet, end på noget tidspunkt siden Nato blev stiftet i 1949 for, med den senere britiske Nato-generalsekretær, Lord Ismays ord, at »holde Rusland ude, Tyskland nede og USA inde«.

Af de tre ting er det kun lykkedes at holde Tyskland nede. Landet har ingen atomvåben, ingen realistiske planer om at få det og kan på ingen måde udfolde den sikkerhedspolitiske rolle som Europas beskytter, hvis USA til januar frasiger sig den.

At holde Rusland ude fra nye territoriale drømme i Europa er med krigen i Ukraine også mislykkedes.

Men hvad så, Danmark? Hvad så, Sverige? Hvad så, Norge, Island og Finland?

Skal vi stikke hovedet i busken som strudsen og håbe på, der ikke sker noget? Håbe, at Putin og Rusland har hænderne fulde i Ukraine? Og at, hvis de ikke har det, at de vil nøjes med at invadere de gamle sovjetstater Estland, Letland og Litauen i Baltikum?

Vi står vitterligt i et vadested. I Norden er vi knap 29 mio. mennesker. Frankrig og Storbritannien har hver 67 mio. indbyggere. Vores samlede bnp er 2,1 trillioner dollars sammenholdt med Frankrigs 3,1 og Storbritanniens 3,2.

Hvad angår økonomisk styrke og formåen udgør vi altså ca. to tredjedele af Frankrig henholdsvis Storbritannien og burde sagtens, hvis vi vil, kunne udvikle og vedligeholde f.eks. 150 atomare sprænghoveder og pege dem mod Moskva med ét klart signal: I skal end ikke overveje at angribe Norden!

Da jeg begyndte at tænke over denne kronik for nogle uger siden, slog jeg det først hen. Nej, vel skal vi ikke have atomvåben i Danmark. Vi og det øvrige Norden er fredelige demokratier. Vi er noget særligt.

Men så slog det mig, at det netop er qua vores fredelige fællesskab, vores sikre demokratier, vores høje valgdeltagelse og vores velfærdssamfund. At det er på grund af alt det, vi er unikke med, at vi er nødt til at stå sammen. At vi er nødt til at indse, at vi, i en foranderlig – andre vil mene “skør,” tid, er nødt til at vende os mod hinanden.

Både Sverige og Finland har atomkraft og kan relativt hurtigt facilitere at berige uran i en udstrækning, så det også kan bruges til våben. Og især Finland har et imponerende stærkt militær, der effektivt har afskrækket Sovjetunionen og siden Rusland fra fikse invasionsidéer.

Indrømmet, det er en vild tanke. Nordiske atomvåben på Bornholm. På Öland. I Helsinki. På Svalbard. Uden for Reykjavik.

Men hvad er alternativet? Altså det seriøse, modne, sikkerhedspolitiske alternativ?

At lurepasse? At håbe? På at USA ikke vender Europa ryggen. At Marine Le Pen forsvinder? Eller at Nigel Farage gør det, og Storbritannien igen vil ind i EU?

Det er jo, ulykkeligvis ikke seriøst, og hvad værre er: Skal vi måske til at belave os på, at det ikke er 2 pct. af bnp, vi skal bruge på militæret, men 10 pct.

I det lys kan den afskaffede bededag, opsangen til den danske arbejdsmoral og udskamningen af Fattig-Karina og Dovne-Robert have vist sig at være endog særdeles rettidig omhu. Ubevidst eller ej!

For nu skal Danmark bruge penge. Mange penge – og de skal investeres i atomreaktorer, beriget uran, affyringsramper og raketsiloer i et omfang, vi aldrig før har set eller for den sags skyld tænkt os.

Men er det realistisk med atomvåben i Norden? Egne, altså? Tja, i seneste nummer af ”Ræson” skriver Niels Byrjalsen (ph.d. og forskningsmedarbejder ved Center for Militære Studier), at det er uklart, hvor langt Danmark faktisk vil gå i det nordiske forsvarssamarbejde efter Nato-udvidelsen, hvor Sverige og Finland jo kom med som nye medlemmer.

Han skriver, at ingen ønsker mere regionalisering og gruppedannelse i Nato, men at Danmarks intentioner altså ikke er klare.

Det er selvfølgelig ikke lig med nordiske atomvåben i år eller næste år. Men er det forsvarligt fortsat at håbe på, at andre fremover vil komme os oppe i det rige Norden til undsætning?