Læger har også et ansvar for den udbredte brug af kriseterapi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Læge Claus Rasmussen (CL) har et aldeles fremragende indlæg i JP 17/7 om, at kriseterapi bevilges efter nær sagt alt, hvad der måtte ske i et menneskes liv.

CL påpeger, at behandlingen ikke kun inddrager psykologer, men et stort spænd af andre aktører, alt fra politikere til advokater, forsikringsfolk og folk i socialforvaltningen, som alle tjener godt og varigt på tiltaget. Det frygtelige er, at de behandlede personer statistisk set i alt for mange tilfælde ikke slipper ud af den såkaldte krise. De fastholdes i problemstillingen, uanset om problemet er startet minimalt eller voldsomt.

Men CL kunne godt gøre lidt mere ud af at nævne lægesystemets egen stilling i alt dette.

Som udgangspunkt er det lægen, der ordinerer henvisning til psykolog, og det er lægen, der skal udskrive sygemeldingen, som meget vel kan blive langvarig og ofte fornys selv efter et beskedent traume. Lægen, praktiserende læge eller speciallæge, er således i sin konfliktskyhed meget delagtig i at fastholde patientens sygelighed.

Krisepsykologien er samfundsmæssigt en kostbar institution, men ingen af de involverede aktører tør gøre noget for at standse processen. Det kunne jo koste dem på deres egen pengepung eller ligefrem ansættelse.