Regeringen skylder at give vores børn og unge den hjælp, de har brug for

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det har været trist at læse om, hvordan børn og unge lider under de stadig alt for lange ventetider i vores sundhedsvæsen og psykiatri. Systemet har spillet fallit, når forældre, der i forvejen betaler noget nær den højeste skat i verden, er tvunget til enten at vente magtesløse i flere måneder på en udredning af deres barn eller se sig nødsaget til at betale flere penge for en privat sundhedsforsikring, hvilket flere og flere danskere gør.

Det, som frustrerer, er, at problemstillingen ikke er ny, og politikere har længe stået i kø for at sige, at det er et problem, vi tager dybt alvorligt – mig selv inklusive. Men hvornår sætter regeringen handling bag bekymringerne og skruer på de nødvendige håndtag, der vil kunne hjælpe de børn og unge, der i dag ikke kan gøre andet end at vente?

Vi har i dag et A- og et B-hold, fordi de, der har en privat sundhedsforsikring, kan komme hurtigere til. Skal vi undgå, at den udvikling fortsætter og forstærkes de kommende år, skal vi i stedet lade pengene følge borgeren. Hvis pengene fulgte den enkelte borger, var man fri til at købe den ydelse, der passer dem bedst – uagtet om det er behandling i det private eller det offentlige.

En sådan ændring af systemet vil – indrømmet – tage tid at implementere. Ønsker vi at gøre en forskel her og nu for de børn og unge, der står i kø til behandling, bliver vi nødt til at udnytte de private ressourcer, der findes, men som regeringen stadig ikke har gjort brug af. Lige nu handler det om at få ventelisterne i bund og hjælpe så mange børn og unge i behandling, vi kan. Derefter kan vi debattere om ideologi og en fremtidig struktur i sundhedsvæsnet.

Lad os til en start nytænke det såkaldte ydernummersystem. Et ydernummer er det nummer, psykologer kan få tildelt af det offentlige, og som giver mulighed for, at de kan behandle patienter på det offentliges regning.

Vi har i dag mange psykologer, som gerne vil hjælpe med for eksempel udredning af adhd og depression, men som ikke må på grund af manglende ydernummer, og fordi den opgave i dag ligger henholdsvis i psykiatrien og hos den praktiserende læge.

Vi må aldrig gå på kompromis med kvaliteten og patientsikkerheden. Men det er muligt skære i rigide regler og bureaukratiske krav til, hvad der kvalificerer til at få et ydernummer, uden at slække på kvaliteten og de faglige kompetencer.

Det vil fjerne de benspænd, der i dag er i vejen for, at flere psykologer kan hjælpe de mange børn og unge, som mistrives. Hurtigere adgang til psykologbehandling vil for mange børn og unge også betyde, at de får hjælp, før deres mentale udfordringer udvikler sig i en sådan grad, at der er behov for psykiatrisk behandling.

Jeg ved, hvilken frustrerende situation mange familier er efterladt i, for jeg har selv gennemlevet det, da jeg sidste år blev diagnosticeret med adhd. Efter min læge henviste mig til en psykiater, blev jeg ligesom mange andre tusinder af danskere mødt af lang ventetid i det offentlige system. Jeg valgte derfor at gøre brug af det udvidede frie sygehusvalg og valgte den psykiater med kortest ventetid. Han boede i den anden ende af landet, men jeg kørte gladeligt den lange vej for at få hurtig behandling. Jeg havde et ukompliceret udredningsforløb, og det er jeg dybt taknemmelig for. At få diagnosen har været en enorm hjælp for mit liv og har ændret min selvforståelse. Men jeg rammes samtidig af en uretfærdighedsfølelse på vegne af de mange danske familier, der ikke har mulighed eller ressourcer til at køre til den anden ende af landet for at få hjælp.

Jeg håber, regeringen snart vender tilbage fra sommerferie og tager arbejdstøjet på, så vi sammen kan give langt flere børn og unge den hjælp, de har brug for.