Rutinemæssig kriseterapi er en guldrandet forretning, men der er en hage: Den gør folk syge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Næsten daglig læser vi om voldsomme begivenheder, som overværes af et større antal mennesker. Umiddelbart efter udsættes de for rutinemæssig kriseterapi af tilkaldte hold af krisepsykologer. For nylig faldt en tung gren ned over en friluftsscene, men alle tilskuere var forinden gået i sikkerhed, så ingen kom til skade. Kriseterapeuterne undgik de overraskede tilskuere dog ikke.

Et drab på en gymnasieelev betød udstationering af ni krisepsykologer på gymnasiet, og mere end 20 pct. af eleverne gik fortsat til psykolog året efter.

Kriseterapi er tilsyneladende en ufarlig og sympatisk måde at lindre gener efter traumer eller fare. Men videnskaben siger det modsatte: Kriseterapi gør folk mere syge end mennesker, der slipper for kriseterapi.

Der er udført flere lodtrækningsundersøgelser om kriseterapi til personer, der har været udsat for voldsomme begivenheder.

I den ene undersøgelse af vejtrafikofre fik halvdelen en times kriseterapi og et lille hæfte om almindelige gener efter ulykker. Patienterne var lige syge efter ulykken umiddelbart før kriseterapi. Tre år efter var der tre gange øget forekomst af angst, depression og smerter hos personer efter kriseterapi sammenlignet med dem, der undgik kriseterapi.

En anden lodtrækningsundersøgelse af ulykkesofre med forbrændinger viste firedobling af blivende ptsd-symptomer efter kriseterapi.

Flere andre velgennemførte undersøgelser peger i samme retning, så de førende videnskabelige tidsskrifter advarer mod rutinemæssig kriseterapi.

Mennesker har altid været nødt til at håndtere voldsomme begivenheder ved sygdomme, død, ulykker, krig og naturkatastrofer. Alle mennesker vil på et tidspunkt møde et eller flere voldsomme traumer. Havde vi ikke udviklet evner til at bearbejde traumer, var mennesker uddøde.

Psykologer griber nu ind i menneskers naturlige forsvarsmekanismer ved at ændre vores nødvendige processer med hukommelse, sorg og følelser. Resultaterne af kriseterapi ser vi i form af stadig flere sygeliggjorte patienter med angst, depression og ptsd-symptomer længe efter kriseterapien. At kriseterapi flere år tidligere er den egentlige årsag til dårligdommene, bortforklares som naturlige konsekvenser efter et traume. Kun de færreste er opmærksomme på den fejlfortolkning.

Hvordan kan sådan et stort og kostbart bedrag som kriseterapi fortsætte i et oplyst samfund, når den samlede videnskab klart advarer mod brugen af rutinemæssig kriseterapi?

Årsagen til væksten i kriseterapi, trods solid viden om skaderne, skyldes et stærkt, men uskønt interessefællesskab mellem psykologer og andre behandlere, forsikringsindustrien, advokater, medier, socialsektoren og politikere. De færreste forskere har mod og kræfter til at imødegå de magtfulde aktører.

Kriseterapi giver psykologer velbetalte job, som ofte medfører årelange individuelle behandlingsforløb. Forsikringsindustrien vil gerne have noget volumen i deres forretning, så profitten ikke stikker for meget ud i forhold til andre industrier. Erstatningsadvokater er hurtige til at skabe ofre til deres givtige forretninger. Medier elsker skurk-offer-historier og kræver handling. Jobcentrene skal bruge nogle klienter til deres produktion. Politikerne vil hellere udvise handlekraft end magtesløshed efter katastrofer, også selvom kriseterapi gør ofrene mere syge.

Så kære politikere: Kan I ikke starte med at kræve, at personer skal afgive et frivilligt informeret samtykke, før de intetanende bliver udsat for rutinemæssig kriseterapi med øget risiko for alvorlige senfølger?