Havets modstander er stærk og nådesløs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Havet er en forunderlig størrelse – umiddelbart ser man kun den blå overflade, men under den rummer et dyb, som ikke kan anskues, men kræver en nærmere opmærksomhed.

I mange årtier har virksomheder, kommuner, staten, private personer osv. udnyttet dette og deponeret deres beskidte vasketøj på havets dybe, ”usynlige” bund. Havet er blevet benyttet som en losseplads – og bliver det stadig den dag i dag. Alle forurenerne har troet, at det beskidte vasketøj var fortryllet bort, men havet glemmer aldrig, hvilket en ikke al for dybdegående analyse nok også ville nå frem til.

Havet har for længst tabt en uoverstigelig kamp. For havets modstander er stærk, nådesløs og excellerer i at indpakke benhård kynisme som skinbarlige sandheder. Den sandhed er blevet ædt råt. På den ene side af mange borgere, som falbyder logikken om, at alle godt kan efterlade en lille dråbe i havet, uden det har nogen skadelig effekt. For den badende strandgæst er det en ulækker sjat urin – for virksomheder og landbrug er det årlige kubikmeter gift og møg.

På den anden side har det politiske system slugt sandheden om frivillige reduktionsaftaler som den mest optimale kur. Det har i bedste fald været naivt og nok snarere reelt udtryk for en ukuelig dumstædighed blandt skiftende politiske flertal.

For hvorfor standse ens udledninger, hvis det ikke har konsekvenser for tykkelsen på ens muldvarpeskind? Den logik kan ingen overvinde – for mod tåber og dumhed kæmper selv havguderne forgæves.

Det politiske system har nu besluttet, at det forurenede hav for alvor skal gøres rent. Det er skatteyderne, der har trukket loddet at agere den som primær bidragsyder. Det legale og etiske princip om, at den primære skaber af et problem også skal bøde, er derfor sat ud af kraft. Konklusionen bliver således, at forureneren slipper udenom – og at alliancesolidaritetens ægthed mellem det store dyr på savannen og de mange virksomheds- og landbrugsforurenere består.