Importen af flybrændstof fra Indien bør stoppes
Vi udviser en pinlig kræmmermentalitet for at please Indien.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det ser ud til, at der i Danmark ikke skrides ind over for den eksplosivt voksende import af russisk olie i form af flybrændstof fra Indien.
Det er pinligt, at der ikke er sat en stopper for den trafik, Indien driver med at hente embargobelagt råolie i Rusland, sejle det til Indien, hvor olieraffinaderierne arbejder i døgndrift på at producere flybrændstof, der lastes på tankskibe, som på vej for at hente mere råolie i Rusland afleverer flybrændstoffet i Danmark. Og danskerne klapper i deres små hænder, fordi brændstoffet er billigt.
I den periode, Ukrainekrigen har varet, er importen af flybrændstof og diesel fra Indien steget fra 0 til over 2 mia. kr.
Indien ønsker, at der indgås en frihandelsaftale mellem EU og Indien. Der bør understreges over for Indien, at der ikke indgås nogen frihandelsaftale, så længe Indien driver sin hvidvask af russisk olie, og importen af flybrændstof skal stoppes.