Danskhed kan ikke måles og vejes
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da jeg åbnede Jyllands-Posten forleden, blev jeg ramt af et pludseligt deja-vu. Helt som var det 2004 igen, ville Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i debatspalterne for gud ved hvilken gang fortælle os alle, hvad “danskhed” er – og mest af alt, hvad det ikke er.
For på sine 586 ord lykkedes det faktisk ikke Pia Kjærsgaard at nævne en eneste såkaldt dansk værdi. I stedet får vi som læsere for, hvad der føles som femhundredeogseksogfirsenstyvende gang, nogle efterhånden godt brugte bud på, hvad der i hvert fald ikke er danskhed. Og selvom det ikke står skrevet direkte, efterlader eksemplerne ingen tvivl om, at det mest af alt er muslimer, DF’eren gerne vil understrege, ikke er danske.
Det meget ensidige fokus på muslimer bør ikke overraske, men det burde den manglende evne til at definere denne mytiske “danskhed” heller ikke. På trods af en politisk karriere bygget på at ville forsvare såkaldte “danske værdier” er det bemærkelsesværdigt, at Pia Kjærsgaard gennem fire årtier aldrig er kommet frem til noget, der ligner en sammenhængende forklaring på, hvad danskheden og de danske værdier faktisk er.
Sidste år var svinekød en dansk værdi – dog ikke fra konventionelt landbrug, så held og lykke med at være dansk, hvis pengene ikke rækker til økologisk, fritgående gris. I 2010 var danskhed noget med kartofler, jordbær og tilsyneladende årstiderne – dem med vejret, ikke dem med måltidskasserne – selvom hverken kartofler, jordbær og altså heller ikke de skiftende årstider er særligt for Danmark. Sandheden er – uanset hvad det så siger om fundamentet for Kjærsgaards politiske virke – at danskheden ikke findes. Ikke som en meningsfuld størrelse, vi kan måle og veje hinanden efter.
Er det en særlig dansk oplevelse at nyde solnedgangen (måske endda på Bornholm, hvis man er så heldig) med en omgang Sol over Gudhjem på tallerkenen? Ja, bestemt. Er det vores helt egen danske tradition, at enhver fodboldslutrunde går hånd i hånd med rød-hvide bølger af faktiske klaphatte – dem med snore og klappende hænder – svømmende i optimisme? Uden tvivl. Men der er altså også rigtigt mange danskere, der ikke kan fordrage røget sild og synes, at klaphatte er det mest irriterende, mennesket har skabt. Det gør dem naturligvis ikke mindre danske.
Vi kommer i mange former og størrelser og med endnu flere forskellige overbevisninger. Jeg er vokset op med ikke-troende, etnisk danske venner på Nørrebro i København, som ikke kan se sig selv i en eneste af de værdier, Pia Kjærsgaard og hendes politiske projekt står for. Og jeg er vokset op med konservative, gamle mænd, der har flere værdier tilfælles med Kjærsgaard, end både hun og de ønsker at erkende. Jeg kender jyske mænd, der hverken spiser svinekød fra konventionelle eller økologiske landbrug, og jeg kender muslimske kvinder, som hverken går med tørklæde, hijab eller rundt med ønsket om at leve i et »islamisk kalifat«, som Pia beskriver det.
Men når nu Kjærsgaard og hendes politik med al tydelighed ikke formår at forny sig selv, vil jeg faktisk ønske, at hun kigger lidt længere tilbage i arkivet, når hun næste gang vil prædike værdier. For på Dansk Folkepartis årsmøde i 2007 åbnede Pia festlighederne med en tale, hvor hun nævnte følgende “danske” værdier:
Åbenhed, tolerance, frisind, ligeværd og solidaritet.
Selvom jeg sagtens kan komme i tanke om en dansker eller to, der ikke abonnerer på disse værdier, er det lige præcis de værdier, jeg personligt har mest kært, og de værdier, både et samfund og vores omgang med hinanden bør bygges op omkring.
Jeg kan kun opfordre Pia Kjærsgaard til at forsøge at efterleve nogle af dem – man bliver gladere af det.