Organdonation er fortsat et helt frit valg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Louise Brown (LA), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) og Mette Thiesen (DF) kritiserer i et indlæg i JP den 11. juli den nye samtykkemodel for organdonation, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, og som skal give livet tilbage til flere alvorligt syge, der venter på et nyt organ.

Baggrunden for den nye model er et stort behov for flere organer. I 2023 døde 28 personer, mens de ventede på en ny nyre, et nyt hjerte eller et andet livreddende organ. Det er desværre flere, end vi har set de seneste år, og det understreger, at for de over 450 danskere, som står på venteliste til et nyt organ, kan det være et spørgsmål om liv eller død. I Danmark ved vi, at op mod 84 pct. af danskerne har en positiv holdning til organdonation. Men alligevel er det mindre end en tredjedel, der har registreret deres stillingtagen. Derfor er det afgørende, at langt flere tager stilling.

Udgangspunktet i den nye samtykkemodel er, at alle myndige danskere som udgangspunkt er potentielle organdonorer. Men – og det er helt afgørende – det skal naturligvis fortsat være muligt at sige nej til at være donor. Retten til selvbestemmelse ændrer den nye samtykkemodel ikke på. Ingen tvinges til noget. Staten tager ikke organer fra nogen. Af samme grund er det også en del af forslaget, at man som borger skal bekræfte, at man er potentiel donor i Organdonorregisteret. Hvis man ikke selv har taget stilling, vil de pårørende altid blive spurgt som i dag.

Derfor må jeg også sige, at jeg er forundret – mildt udtrykt – over indlægget fra de tre folketingspolitikere. De skriver bl.a., at de er »modstandere af den forandrede samtykkemodel, da udgangspunktet altid bør være, at det er danskerne selv, der er herrer over deres egne organer – ikke staten«. Det er en grov antydning at komme med, når de her forsøger at få læserne til at tro, at man som borgere mister selvbestemmelse over, om man ønsker at være donor eller ej.

I og med at hver enkelt borger skal bekræfte, at han eller hun er donor, er der intet grundlag for disse spekulationer. Regeringen respekterer naturligvis, at det er op til os hver især at beslutte, hvad der skal ske med vores organer, hvis vi på et tidspunkt i fremtiden kommer så alvorligt til skade, at døden er uundgåelig. Man mister altså ikke retten til at bestemme over sin egen krop og sine egne organer. Et doneret organ vil fortsat være en gave fra et menneske til et andet.

Det er værd at bemærke, at langt størstedelen af EU-landene allerede har indført den samtykkemodel, som et bredt flertal af partier nu er enige om at indføre i Danmark. Og de højeste donorrater i Europa ses i overvejende grad i de lande, der har indført den model, vi har aftalt. Ingen lande har reelt indført såkaldt ”tvungen stillingtagen”, som skribenterne bag indlægget er fortalere for. Så at postulere, at man med en sådan mekanisme kan løse alle problemer, er simpelthen vildledende og i bedste fald gætværk.

De tre politikere kritiserer også processen forud for vedtagelsen af den nye samtykkemodel for at være for kort, og det undrer mig også. Der var ikke en aftale i 2022 om tvungen stillingtagen. Der var en aftale om at indkalde til drøftelser, blandt andet om en ny samtykkemodel. Regeringen har lagt stor vægt på at få en bred debat om en ny samtykkemodel. Det er ikke hastet igennem. Der har været en meget grundig proces med mange temamøder og oplægsholdere. Den proces vil fortsætte frem mod selve lovforslaget, ligesom der vil være grundig information til borgerne frem mod ikrafttrædelse af loven. En tilgang, som netop fremmer en åben debat om et vigtigt emne.

Den nye samtykkemodel indgår som en del af en ny national handleplan for organdonation, som også indebærer, at borgerne fremover vil møde flere obligatoriske og systematiske påmindelser om at tage stilling til organdonation, når de er i kontakt med det offentlige. Det kan f.eks. være pop op-beskeder på borger.dk, i apps som ”Sundhedskortet” og kørekort-appen og i breve, som sendes til alle danskere, når de fylder 18 år. En anden indsats er rettet mod at øge kendskabet til organdonation fra levende nyredonorer som f.eks. et familiemedlem eller en nær ven.

Jeg har i mange år arbejdet for at styrke organdonationsområdet, og jeg er rigtig glad for, at det nu for første gang i 10 år er lykkedes at indgå en bred, politisk aftale om ny, national handleplan, der skal være med til at redde menneskeliv. Med den nationale handleplan kan vi forhåbentlig få flere til at tage stilling til organdonation og løfte antallet af donorer og dermed give håbet og livet tilbage til mange af de mennesker, der venter på at få et nyt, livreddende organ.