Muslimer i Danmark diskriminerer deres kristne medborgere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når muslimer med statsborgerskab i hånd påberåber sig danskhed, men samtidig nægter at lade deres børn gifte sig med ikke-muslimer, gør de ikke alene sig selv til bevidste modborgere af det danske fællesskab. De gør sig også skyldige i direkte diskrimination af værste skuffe. Mon ikke det bør være en sag for regeringens næste handlingsplan over for forskelsbehandling og diskrimination?

I Jyllands-Posten den 6. juli kunne man læse om det muslimske ægtepar Shaee og Hozan, der både er født og opvokset i Danmark og økonomisk selvforsørgende. Udadtil en integrationsmæssig solstrålehistorie, hvis artiklen havde stoppet dér. Men det gør den ikke. For når man læser resten, er der noget, der skurrer. I artiklen kommer det frem, at det veluddannede, muslimske forældrepar, der hævder, at det føler sig dansk, nemlig ikke er så meget medborgere, at de ønsker, at deres muslimske børn skal gifte sig med en kristen i det land, som de hævder at høre hjemme i.

Skræmmende er det, at man på den måde sætter sig i opposition til det kulturelle fællesskab, man er født i. Horribelt, at man på den måde bevidst udøver diskrimination over for dette lands øvrige borgere.

For hvad er egentlig diskrimination? Ifølge Institut for Menneskerettigheder, altså dem, der de seneste mange år har råbt og skreget om diskrimination over for etniske minoriteter, herunder muslimer, er direkte diskrimination, når en person behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation pga. vedkommendes alder, handicap, køn, race eller etnicitet, religion eller tro.

Så når en person, der ikke bekender sig til islam, er blevet så uheldig at forelske sig i et barn til ægteparret, der påstår, de er danske, må vedkommende altså finde sig i at blive afvist ved døren på baggrund af sin religion og tro. Minder det om noget, man kan læse hos Institut for Menneskerettigheder?

Vi kan prøve at ændre eksemplet en smule. En virksomhedsejer eller restauratør nægter at ansætte eller åbne sine døre for muslimer, fordi de ikke passer ind i organisationens eller etablissementets religiøse fællesskab.

Mon ikke vi ville se samtlige muslimske talspersoner samt en række partier til venstre for midten råbe og skrige om diskrimination i P1 og Debatten? Den diskrimination, de ellers selv forbeholder sig retten til at udøve, når det gælder noget så grundlæggende i et demokrati som friheden til ægteskab.

Artiklen i Jyllands-Posten viser med andre ord, at integrationen i Danmark er en græsk tragedie. For det, der udadtil ligner integrationsmæssig succes, er endt som en skæbnesvanger fortælling om en gruppe mennesker, der bevidst ikke vil tage del i det fællesskab, de hævder at være en del af.

Det minder lidt om nogle, der både vil blæse og have mel i munden. For ærligt talt. Hvad vil man egentlig i et land med en gruppe mennesker, der religiøst ikke er værdige til at blive gift med ens børn? Hvordan kan man nogensinde påberåbe sig danskhed, når man så bevidst agerer modborgere til det kulturelle og sociale fællesskab, der hersker i Danmark?

Mon ikke det bør være et tema for regeringens næste handlingsplan om diskrimination og forskelsbehandling? For ingen i demokratiet Danmark bør blive diskrimineret. Ikke i nattelivet, arbejdslivet eller inden for ægteskabet. Det gælder for muslimer, men det gælder også for muslimernes kristne medborgere.