Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære ekspertgruppe – det bliver et stort nej tak herfra

Forslagene fra ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats vil være et alvorligt anslag mod den aktive arbejdsmarkedspolitik og den danske model, som udlandet beundrer os for.

Søren HeiselForbundssekretær i 3F
John LarsenHovedkasserer i Dansk Metal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I udlandet kigger de misundeligt mod Danmark. Ikke på grund af vores kolde somre og våde vintre, men på grund af den måde, vi har indrettet vores arbejdsmarked på.

I Danmark har vi i fællesskab udviklet en model for arbejdsmarkedet. Vi kalder den for den danske model. Modellen er en kæmpe succes og en stor fordel for virksomhederne, for lønmodtagerne og for samfundet.

Modellen handler i sin grundform om ansvar og balance i indsatsen og beslutningerne. Det vil blandt andet sige, at virksomhederne har nemt ved at hyre eller fyre arbejdskraft, fordi arbejdstagerne har korte opsigelsesvarsler. Arbejdstagerne har til gengæld sikkerhed for privatøkonomien, fordi man som forsikret kan få dagpenge.

Det tredje vigtige ben handler om, at arbejdstagerne lynhurtigt kan få gratis og målrettet opkvalificering, når de er blevet arbejdsløse. Det er ekstremt vigtigt for virksomhederne, der skal bruge kvalificeret arbejdskraft, og det er lige så vigtigt for lønmodtagere og samfund, at de lynhurtigt og med nye kompetencer kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Den danske model er et hit, styret af arbejdsmarkedets parter og politikerne i fællesskab og baggrunden for, at vi er blevet et rigt samfund herhjemme. Alle – politikere, organisationer, forskere, iagttagere, interessenter mv. – er enige om, at balancen i modellen er fantastisk god.

Næsten alle! Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelse giver nemlig med sine forslag i sidste uge et ordentlig hug til balancen i den danske model. Et anslag, vi i meget høj grad vil advare politikerne om at gøre til virkelighed.

Ekspertgruppen ønsker, at kommunerne får fuld frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen – og i forlængelse heraf at nedlægge de regionale arbejdsmarkedsråd. Dette vil ikke kun afmontere en sammenhængende arbejdsmarkedspolitik, det er et frontalt angreb på den danske model og et kraftigt anslag mod arbejdsmarkedets parters indflydelse og ansvar for styringen og tilrettelæggelsen af indsatsen.

Parternes indflydelse er gradvist blevet beskåret og mindsket gennem årene, primært af de borgerlige regeringer. Og med ekspertgruppens forslag om frisættelse af kommunerne og nedlæggelse af de regionale arbejdsmarkedsråd er svært at se andet end endnu et angreb på den danske model.

Siden kommunerne overtog indsatsen, er bl.a. den såkaldte aktiveringsgrad, der måler, hvor meget hjælp de ledige får, mere end halveret. Og nu ligger ekspertgruppen desuden til en yderligere beskæring af de lediges rettigheder, som er direkte imod, hvad der står i kommissoriet for gruppens arbejde.

Ekspertgruppen anbefaler, at udgifterne til beskæftigelsesindsatsen fremover skal blandes sammen med alle kommunens øvrige udgifter. Hvordan vil regeringen sikre, at kommunerne prioriterer beskæftigelsesindsatsen tilstrækkeligt i forhold til andre kommunale velfærdsområder?

Forslaget vil dermed også give kommunerne ”frihed” til at nedprioritere beskæftigelsesindsatsen, når for eksempel prioriteringen står mellem flere penge til ældrepleje og en ny skole eller flere økonomiske midler til opkvalificering af vores medlemmer.

Jo, jo bevares, man vil opstille nogle landsdækkende mål, som kommunerne skal leve op til. Men det er en hul og ligegyldig ”trussel”. Hvad sker der, hvis kommunerne ikke lever op til det? Ingenting, udover måske et såkaldt kommunalt hyrdebrev.

Tror ekspertgruppen virkelig på, at i en situation, hvor lønmodtagerne bliver mere og mere mobile, og virksomhederne rekrutterer over hele landet, at arbejdsmarkedspolitikken bør opsplittes i 98 forskellige indsatser? Eller endda muligheden for kommunalt helt at fravælge en indsats, som vil ramme virksomhedernes efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft hårdt?

Det er ganske alvorligt dette her. Det er en spareøvelse, som risikerer at få katastrofale konsekvenser for det danske arbejdsmarked og det danske samfund på sigt samt tippe den delikate balance i den danske model.

Og det bliver jo nærmest tragikomisk, når ekspertgruppen åbenlyst bekender, at den ikke aner, hvilke konsekvenser en ren kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen vil få. Det er ikke seriøst og ordentligt!

Ét er, at anbefalingerne sandsynligvis passer i et Excel-ark, noget andet er, hvad der er behov for ude i den virkelige virkelighed, hvor vi befinder os – og her fejler ekspertgruppen på det skammeligste.

Vi har i forvejen flere reolmeter med betænkninger og anbefalinger fra tidligere ekspertgrupper, og den seneste rapport om fremtidens beskæftigelsesindsats er også bedst tjent med at komme samme vej.

Kære politikere: Vi har virkelig svært ved at finde hoved og hale i, hvordan et samlet politiske ønske om nedlæggelse af jobcentrene skal medføre endnu mere magt og indflydelse til kommunerne. Og det er jo nærmest grotesk, set i lyset af at det jo var de kommunale jobcentre, der leverede alle de negative årsager til, at ekspertgruppen skulle nedsættes. Selv ikke ekspertgruppen kan finde nogle begrundelser for, hvorfor en frisættelse af kommunerne skulle være til gavn for arbejdsmarkedet.

Vi vil derfor blive meget overraskede og forundrede, såfremt regeringen ønsker at tippe balancen i den danske model ved at vende fagbevægelsen ryggen.

Vi har jo utallige gange vist, at vi i fællesskab skal og kan gøre det meget bedre, så vi ser også denne gang frem til gode og konstruktive politiske drøftelser med regeringen og de ansvarlige efter sommerferien.