Hvad er Venstre? Et navn? Et tilfældigt parti? Eller er der en arv, der taler til alle generationer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har ikke holdt grundlovstale siden 5. Juni 2017. Men i år havde jeg noget på hjerte. Og vendte derfor tilbage til åstedet: Bornholms Venstreforening. Hvor jeg talte over Danmarks ældste parti og gårdens tilstand:

Agnes. Kathrine. Mads. Den oplyste bonde og økonomiprofessoren. Sjæl. Stræbsomhed. Frihed. Tænksomhed. Længsel. Håb. Fremtid.

Når man, som jeg, ser det, man har brugt over 30 år af sit liv på være ved at falde fra hinanden, tænker man på, hvad det er, der falder. Er det bare markedet, der kvaser et forældet produkt? Var det ikke andet? Var det bare et godt tilbud en tid, og det var det?

Gik generationer af unge stræbsomme og håbefulde mennesker til grundlovsmøder, fester og valg bare fordi, det var et produkt, der nu har haft sin tid? Eller er der mere? Mere at hente? Noget rodfæstet. En identitet. Noget, der forbinder os på tværs af land og by, kald og stand, uddannelse og baggrund… Er der…?

Det er spørgsmålet. Shakespeare spørger berømmeligt. »Hvad er et navn? Det, vi kalder en rose, vil dufte lige sødt, hvilket navn det end havde«

Så hvad er Venstre. Bare et navn? Et tilfældigt parti? Noget, andre bare kan kalde noget andet og drive videre efter erkendelsen om, at den, der ager med stude, kommer også frem? Vil det dufte lige sødt, hvad end det kaldes? Eller er der en arv, der taler til alle generationer? Er der, som Jeppe Aakjær skriver, i det, der, som jeg ser det, altid har været hjertesproget for Venstre, en ny tids lærkesange, der venter?

Lad mig kun flagre hen som blad i høst,

når du, mit land, min stamme, frit må leve,

og skønne sange på den danske røst

må frie, stærke sjæle gennembæve.

Da står en ny tids bonde på sin toft

og lytter ud mod andre lærkesange,

mens himlen maler blåt sit sommerloft

og rugen gulnes tæt om vig og vange.

En ny tids bonde. Andre lærkesange. Mens himlen blåt…

Hvad havde Agnes, Kathrine og Mads til fælles? Hvad havde Rødes kone, Landbokonen og Skjern som fællestræk? Stræbsomhed. Sult. Opad. Fremad. Med blik for det nye. En dyb viden om, at evigt ejes kun det tabte – at det gamle aldrig kommer tilbage.

Jeg fortalte engang en journalist om Venstres sjæl. Den var tæt sammenhængende med hunden King.

King stod på en gård i lænke. Trofast dag ud og dag ind. Og da dagen oprandt, hvor King ikke kunne mere, blev King taget ud bag laden, der lød et brag, og dagen efter stod der en ny King i lænken. Der på en prik – med plet og det hele – lignede den gamle. Slægter skal følge slægters gang, og kæden må ikke briste, skønt det måske ikke lige var det, der var tænkt på med de ord

Der er – med alle tankerne om sult, og fremskridt og nærheden til mulden og historien – også en brutalitet. Ting dør. Ting forandrer sig. Det handler om gården. Altid gården. Videre. Mennesker passerer igennem. Gården skal bestå. Og altid – altid – for at gården skal kunne bestå, skal der ske tilpasninger til det nye. Venstre har ikke som den konservative adel været skærmet af kongemagten. Venstre har været underlagt tidens tand og markedets storme. Det er selve forudsætningen for frihed.

Derfor er det ikke et spørgsmål om by mod land. Det er et spørgsmål om sind. Om tilgang. Om identitet. Tager man det på sig? Det med den nye tid. Og de andre lærkesange? Eller gør man det til sin livseksistens at stå imod så godt man kan, indtil man uvægerligt vil tabe. Til livets kvasende virkelighed?

Det spørgsmål kan kortes ned til det enkle: Er man konservativ eller er man liberal… og her spørger jeg igen: Er det et spørgsmål om at komme fra by eller fra land?

Kan hænde, det er nærheden til den til tider brutale virkelighed, der møder produktionsbonden i stalden, når smågrisene dør, eller sygeplejerskens vurdering af ressourcer i forhold til liv og død sent om aftenen på hospitalet eller kapitalfondsdirektørens direkte møde med markedet, der uden handling reducere den indkøbte virksomheds værdi til nul.

Men der er også brug for en opdatering af den til tider brutale forståelse af vore omgivelser. For mennesket er ukrænkeligt. Og vi skal passe godt på det, vi er sat til at forvalte.Meget har forandret sig, siden jeg gik ned i skoven, og betragtede gårdens afløb fra møddingen ned i åen. Den slags ser man ikke mere. Og skønt Cheminova stadig plager sine omgivelser med en skamløs forurening – endda med myndighedernes samtykke – er det slut med den folkelige accept.

En ny tids bonde…

Den omstilling, vi går igennem, er voldsom. Og når man ser de enorme forandringer, globaliseringen – det mærkelige ord – har skabt, så er den brutal. Det mærkelige ords betydning kan ses, når vi kører igennem Østermarie i dag og kan huske, hvordan den så ud. Eller når man kigger på den enorme koncentration af landbruget, der har fundet sted i meget store, få enheder, fjernet fra fortidens romantiske forestilling om livet på landet og mylderets mangfoldighed.

Det er til gengæld ikke urimeligt at forvente, at det omgivende samfund hjælper med disse omstillinger – f.eks. således, at ældgamle produktionsformer ikke forgår på grund af unødig regulering. Men derimod understøtter og skaber forudsætningerne for, at produktionen finder sted ansvarligt og rent. Rammevilkår. Der må ikke være en modstilling imellem rent vand, iltrige farvande og lønsom produktion.

Men det kræver fællesskab. Og det fællesskab – evnen til at udtænke samfundsmodeller, der gør et muntert, jævnt og virksomt liv på landet muligt for de mange – anvendes der få, hvis overhovedet nogen, politiske kræfter på. Hvorfor samler man ikke Danmarks største fonde, de dygtigste kapitalfonde og staten om at udtænke en moderne form for kapitalisme, der gør livet på landet attraktivt, indbringende og nyskabende? Ikke forbeholdt de få men for de mange? Hvorfor er løsningen altid få statslige arbejdspladser og lidt håndøre i form af tilskud tilsat verdensfjern regulering, der kun øger den koncentration, vi har set? Der er brug for en helt ny samfundskontrakt og nytænkning.

En ny tids bonde…

Jeg er ikke romantisk – i hvert fald ikke i forhold til det, denne tale handler om. Selvfølgelig savner jeg det mere nære samfund fra dengang. Men jeg kan også huske det bitre slid, den lille butiksindehaver eller det lille landbrug havde for at få – ja, ikke ret meget.

Det bedste ved gamle dage er, at de er gamle. Man kan godt huske fortidens sødme – men den nye dags næste sidevending er det, der må drive værket.

Man kan godt være personligt konservativ, men liberal i forhold til sine omgivelser. Sådan har jeg det selv. Jeg er på det rene med, at nogen har det omvendt. Ingen nævnt ingen glemt.

Men det er en identitet. Venstres identitet er sammensat af liberale, konservative og pragmatiske strømninger – fordi vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske, vedkender os kultur – ikke mindst den nationale kultur – som en vigtig faktor og fordi Venstre har bestridt magten i så mange år.

Det betyder også, at Venstres virke skal være præget af tænksomhed. Ikke kun. Men også. Venstres mål må aldrig bare være den nære ager, hvor der er mad en stund.

Videre, længere, stærkere. Frihed. Fællesskab. Et fællesskab, hvor der er plads til enhver, der vil tage fat, og en stol til den, der har gjort sit.

Det er Venstres arv. Oprøret mod den knugende kongemagt, der ikke gav folket lod eller del i beslutningerne. Kravet om folkelig repræsentation. Og en folkelig afspejling af en virkelighed – om den er på land eller i by. En accept af de grundlæggende menneskelige naturkræfter og en stræben mod fremtiden. En erkendelse af at man kan skabe alt af ingenting ved hjælp af ideer og hårdt arbejde. At der ingen kraft er så stærk som det enkelte menneske sat frit til at forfølge sin skæbne. At så længe man ikke skader andre, har man ret til udfolde sig som man finder bedst. I tanke og i tale, i handling og i hensigt. Alt sammen sikret i dagens 175-års fødselar, det er passende at nævne i dag.

Det er Venstres arv. En frisætning af det enkelte menneske, om man er bonde eller professor. Bondekone eller sypige. Bybo eller landbo. Det er det hjertesprog, der altid har været Venstres. Og som bør være Venstres. Det er identiteten. Der ikke bare kan overtages af andre. Og som forsvinder, hvis Venstre ikke forstår at tage vare på sin arv og se mod fremtiden.

En ny tids bonde, der lytter ud mod andre lærkesange.