Hvor længe ville de studerende blive i deres teltlejr, hvis de blev trukket i SU?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er godt tre uger siden, at den amerikanske trend med belejring af eliteuniversiteter indtog Danmark, da Studerende Mod Besættelsen den 6. maj opsatte en teltlejr på Københavns Universitets City Campus.

Aktivisterne bag lejren mener, at KU støtter folkedrabet i Gaza – blandt andet gennem sin kapitalforvaltning og manglende anerkendelse af palæstinensiske studerendes vanskelige situation.

Derfor har besætterne fremsat seks krav til KU, som de kræver opfyldt, før de vil ophæve lejren. KU har dog allerede afvist samtlige krav, men accepteret eksistensen af lejren, så længe den ikke fører til chikane af hverken ansatte eller studerende.

De unge aktivister har gennem demonstrationer, uddeling af flyere og ophængning af plakater gjort det klart, at der kun er én løsning: »Intifada revolution.«

Spørgsmålet er bare, hvor langt aktivisterne er villige til at gå i kampen for en såkaldt revolution. Det lader nemlig til, at den interne sociale kapital blandt aktivisterne betyder mere end selve den kamp, de hævder at kæmpe for.

Flere aktivister har nemlig udtalt til DR, at de også har et personligt liv, der skal passes. Aktivisterne går på arbejde, tager hjem og sover eller efterspørger nogle, der kan lave mad til dem, på sociale medier.

Jeg har sågar set flere aktivister gå ind til undervisning for så at gå tilbage til lejren igen efterfølgende – på selvsamme universitet, som de beskylder for at støtte et folkedrab.

I en video på Ekstra Bladet lader det til, at flere aktivister enten ikke vil svare eller ikke helt selv er klar over, hvad de egentlig demonstrerer imod.

Hermed ses det, hvordan belejringen for mange af aktivisterne i virkeligheden er en stor omgang ”se mig”, der egentlig handler om at signalere til sin omgangskreds, hvor godt og nobelt et menneske man er.

På campus er det blevet helt tydeligt, hvordan keffiyeh-halstørklædet er blevet en form for statussymbol, der splitter studerende mellem moralitet og amoralitet.

Det lader altså ikke til, at de såkaldte aktivister reelt set vil sætte noget på spil i deres ellers så vigtige frihedskamp.

Vil man gerne tages alvorligt, må man også vise, at det rent faktisk betyder noget – man må give noget af sig selv. Hvis holdningen er, at KU støtter et folkedrab, kunne man boykotte sin undervisning eller eksamener. Man kunne vælge helt at stoppe på KU eller søge overflytning til et andet universitet.

Man kan ligeledes spekulere på, hvor lang tid belejringen ville holde, hvis alle besætterne eksempelvis blev trukket i SU eller varslet om bortvisning. Hvor vigtig ville kampen så være? Det lader til, at man kun vil demonstrere, så længe man får mere igen, end man ofrer.