EU vil smadre den danske model – og Mette Frederiksen lader EU gøre det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Snart skal alle danske lønmodtageres arbejde minutiøst registreres og kontrolleres af deres arbejdsgivere, fordi EU har bestemt det. Det er et karakteristisk – men desværre ikke enestående – eksempel på EU’s indblanding i det danske arbejdsmarked. For selvom vi bryster os af den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår principielt burde være et anliggende mellem lønmodtagere (fagforeninger) og arbejdsgivere, er realiteten i 2024, at EU har overtaget styringen og kompetencen på en lang række områder af arbejdsmarkedspolitikken.

At EU ikke bryder sig om den danske model, og at EU-bureaukraterne gerne selv vil indrette og harmonisere politikken på Europas arbejdsmarkeder, er der intet overraskende i. Det er imidlertid forstemmende at opleve, hvordan arbejderbevægelsen i Danmark og Socialdemokratiet har set til fra sidelinjen uden at gøre modstand, når EU – år efter år – har tromlet hen over den danske model og undergravet selvbestemmelsen for arbejdsmarkedets parter.

På arbejdernes internationale kampdag bør arbejderbevægelsen derfor ikke bare drikke fadøl i Fælledparken, mens EU angriber arbejdernes kronjuveler: selvbestemmelsen i arbejdsmarkedspolitikken. Arbejderne bør stille sig op på barrikaderne og kræve handling fra politikerne og sige fra over for EU, så den danske model kan overleve.

Da regeringen afskaffede store bededag, viste arbejderbevægelsen nemlig klart og tydeligt, at den har mobiliseringsevnerne og drivkraften til gå op imod politikerne fra Danmark, når de krænker den danske model. Men når det kommer til EU-politikkernes underminering af den danske model, er arbejderbevægelsen påfaldende tavs – selvom der er rigeligt at tage fat i.

Det er således ikke lang tid siden, at EU besluttede, hvordan danske mødre og fædre må tilrettelægger barslen – noget, der førhen tilkom den enkelte familie at beslutte, og som under alle omstændigheder vel er noget, vi selv kan afgøre i Danmark. Ligeledes har EU overtaget styringen, når det kommer til bl.a. kønskvotemålsætninger, feriepenge, arbejdstidslængder, arbejdsordninger, orlov, natarbejde mv. Områder, der førhen blev afgjort i forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere – det, vi kender som den danske model – men som i dag tilkommer EU at bestemme.

Og så må vi ikke glemme EU’s berygtede mindstelønsdirektiv, som vil pålægge alle medlemslandene en lovbestemt mindsteløn og dermed undergrave den danske model. Her har regeringen godt nok anlagt et såkaldt annullationssøgsmål ved EU-Domstolen, men ikke desto mindre er det forstemmende, at der i første omgang er overgivet suverænitet på dette område.

Og det stopper slet ikke her. Europa-Parlamentets socialdemokratisk gruppe, S&D, som er den andenstørste og en af de mest magtfulde grupper i parlamentet, har nemlig varslet en lang række tiltag på andre EU-reguleringer af arbejdsmarkedet, som yderligere vil undergrave den danske model – områder vedrørende uddannelse og ligestilling.

Så let’s face it: Det dominerende flertal i EU-system har til hensigt at harmonisere arbejdsmarkedspolitikken og undergrave den danske model fuldstændigt. Derfor har det været en falliterklæring for den danske model, at politikerne på midten har afgivet suverænitet til EU ved tiltrædelsesloven. Hvis den danske model skal overleve, er det derfor også afgørende, at man politisk tager handlinger og standser EU-bureaukraterne, før det er for sent.

Derfor foreslår Dansk Folkeparti, at vi i Danmark indfører et forbehold på arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikken, ligesom vi f.eks. har forbehold på retsområdet og vedrørende valuta. På den måde vil EU fremover ikke have kompetence til at bestemme den danske arbejdsmarkeds- og velfærdspolitik, ligesom EU som udgangspunkt ikke har kompetence til at træffe beslutninger om vores retspolitik, og vi har formået at beholde mønten frem for euroen.

Indfører vi et sådant forbehold, vil vi være i stand til at sige nej til EU’s tossede kønskvoter, bøvlede tidsregistrering, lovbestemte mindsteløn og andet bureaukrati.

Vi vil med andre ord være i stand til at redde den danske model, inden den for alvor er lagt i graven. Og vi vil være i stand til at sætte en stopper for meget af den velfærdsturisme, som tømmer statskassen for milliarder til østeuropæiske velfærdsturister, da det fremadrettet kan være danske politikere i stedet for EU, som bestemmer, hvem der har ret til dansk velfærd.

I Dansk Folkeparti er vi grundlæggende skeptiske over for EU. Og vi er varme tilhængere af den danske model. Derfor tager vi gerne kampen mod EU-systemet for at bevare den danske model, nu hvor arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet i årtier har set passivt til.