Videreuddannelse er ikke for pædagoger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Slukøret lægger hun telefonen ned og sukker. Jeg spørger ind til opkaldet, og min kollega forklarer mig, at det var en sekretær fra Københavns Professionshøjskole.

Sekretæren fortalte, at det hold, min kollega glædede sig til at begynde på i februar, ikke blev oprettet, da der kun var to, der havde ansøgt om optagelse på diplommodulet sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer.

Jeg bliver enormt ærgerlig på hendes vegne, og hun fortæller mig så, at en af vores andre kollegaer har fået samme besked på et andet hold.

Og det er virkelig et problem. Det er faktisk helt essentielt, at pædagogerne videreuddanner sig. For lige så vel som vores samfund og derfor borgernes behov ændrer sig hele tiden, så gør pædagogik og tilgangen til børn det også, og det skal vi pædagoger kunne leve op til. Børn og unge mistrives i sådan en grad, at det stiller store krav om, at pædagogerne dygtiggør sig inden for relevante pædagogiske emner. Det bidrager til udvikling af den pædagogiske praksis med sigtet om i højere grad at rumme de børn og de udfordringer, der følger med i vores samfund i dag. Selv dagtilbudscheferne mener, at opgaven er blevet mere kompleks og kræver mere uddannelse.

Mistrivslen blandt børn og unge stiger voldsomt. Tal fra Landspatientregisteret viser, at der de seneste 10 år er en stigning på hele 37 pct. af børn og unge, der får stillet en psykiatrisk diagnose. Det er voldsomme tal, og det kræver i den grad dygtige og kompetente pædagoger, der er klædt ordentligt på til opgaverne allerede i børnenes helt tidlige år.

Endvidere viser forskning, at kvaliteten af dagtilbud har stor betydning for børns trivsel og udvikling, og undersøgelser peger på, at der er behov for at styrke indsatsen i dagtilbuddene. Senest er den lave kvalitet i dagtilbud blevet belyst i kvalitetsrapporten fra Vive, der konkluderer, at kvaliteten på nul-toårsområdet er direkte utilstrækkelig i hele 38 pct. af institutionerne. Og ligeledes, at det har en positiv betydning for kvaliteten, at der er pædagoger på stuen. Forskning peger derudover også på, at efter- og videreuddannelse af det pædagogiske personale øger kvaliteten af det pædagogiske arbejde.

Kompetenceudvikling er en win-win, fordi pædagogernes arbejdsglæde er direkte forbundet til muligheden for at dygtiggøre sig. Netop derfor er det også en del af pædagogernes overenskomst gennem Bupl, at man kan søge om tilskud fra kompetencefonden, som dækker op til 80 pct. af udgifter til uddannelsen. Ved overenskomstforhandlingerne i 2021 aftalte KL og Bupl at igangsætte et projekt med fokus på faglig udvikling for pædagoger på dagtilbuds- og skole/fritidsområdet. Resultaterne i dette projekt viser med al sin tydelighed, at pædagoger gerne vil videreuddanne sig, og at faglig udvikling har betydning for rekruttering og fastholdelse af pædagoger. Halvdelen af de involverede pædagoger oplever, at der er en sammenhæng mellem deres faglige udvikling og motivation til at blive i faget.

Så når vi nu står med gode muligheder for at efter- og videreuddanne pædagogerne i form af både tilgængelig undervisning og betaling, pædagogernes egen lyst og motivation til at videreuddanne sig og et samfund, der i den grad efterspørger det, hvad er så problemet?

Jeg har et bud. Et ret sandsynligt bud, hvis jeg nu selv skal sige det. Der mangler pædagoger til vores børn og unge.

For vi ved, at der landet over eksisterer en historisk lav pædagogandel. Tal fra 2022 viser faktisk, at det var under halvdelen af de ansatte i landets daginstitutioner, der havde en pædagoguddannelse, nemlig kun 46,1 pct.

En rapport fra EVA omhandlende pædagogisk personale og uddannelse viser, at der er markant færre pædagoger, der søger videreuddannelse, end før. Frem til 2015/2016 havde omkring hver tredje pædagog (27-33 pct.) deltaget i formel efteruddannelse inden for de seneste tre år. I 2018/19 var det under hver femte pædagog (17 pct.).

Rapporten belyser ikke umiddelbart, hvorfor det forholder sig sådan, men mit eget bud er nok ikke helt ved siden af. Der mangler simpelthen pædagoger.

Akut mangler der 4.000 pædagoger ude i praksis. Og hver tredje forsøg på at rekruttere en pædagog ender forgæves. Derudover oplever hver fjerde pædagog at være den eneste faste pædagog tilknyttet en stue eller børnegruppe, og at der endda findes stuer helt uden pædagoger.

Og det siger sig selv, at en leder nok ikke ligefrem er tilbøjelig til at sende sin eneste pædagog afsted på uddannelse og derfor stå helt uden uddannet personale til børnene i praksis. Selv mener dagtilbudscheferne nemlig, at pædagogmanglen går ud over børn i sårbare positioner.

Udover det er der selvfølgelig pædagogens eget overskud, som der er en god chance for ikke er prangende, når man hver dag står alene med store børnegrupper, store ansvarsområder og skal løbe uhensigtsmæssigt hurtigt for at kunne nå bare en brøkdel af børnene. Og tillæg den dårlige samvittighed over at skulle efterlade ens kollegaer, der skal løbe hurtigere, og at børnene må stå uden pædagogisk faglighed omkring sig.

Så det vil altså sige, at nu har den massive rekrutterings- og fastholdelseskrise, som pædagogfaget står over for, også den konsekvens, at de få, der er tilbage i faget, ikke længere har samme mulighed for at tage videreuddannelse og dygtiggøre sig inden for nødvendige emner, når man arbejder med børn og unge. I forvejen er der ikke pædagoger nok i praksis, men hvis den viden, som vi ved, der virker, nu også oplever så trange kår, så er det i den grad børnene, der betaler prisen. Igen.

Og jeg ved ikke, hvor længe de pædagoger, der er tilbage i praksis, kan holde til de vilkår, de bliver udsat for. Lige nu er der 11.000 pædagoger, der arbejder uden for faget, og nyeste tal fra Bupls trivselsundersøgelse viser, at ca. halvdelen af pædagogerne i praksis overvejer at forlade faget. Ikke bare deres arbejdsplads. Men faget.

Det er derfor afgørende at sikre gode rammer for videreuddannelse på trods af en alt for lav pædagogandel. For ellers risikerer vi at skabe en mindre attraktiv profession. Og lige nu har vores samfund på ingen måde råd til, at professionen bliver mindre attraktiv, for så bliver det endnu vanskeligere at både rekruttere og fastholde pædagoger. Når vi spørger de unge, ser vi, at ca. 22 pct. fravælger en uddannelse som pædagog, fordi der ikke er gode karriereveje. Så hvis vi skal fastholde de dygtige kolleger, vi allerede har, og sikre tilgang af nye, nysgerrige og nyuddannede kollegaer, skal pædagogerne have mulighed for videreuddannelse.

Så medmindre beslutningstagerne ikke går synderligt meget op i børns og unges trivsel og udvikling, så burde de i den grad stoppe op og handle. Sørge for, at pædagogandelen i alle institutioner tager et ordentligt nøk op, og investere i fagligheden. 1.800 kr. er en fin start for en forbedret løn, men den her krise kræver i den grad også et stort stykke arbejde, når det handler om pædagogernes gængse arbejdsvilkår og i særdeleshed flere pædagogkollegaer. For ellers ser fremtiden sort ud for vores børn og unge.