Det er dumt at kaste med sten, når man selv bor i et af de store glashuse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så er vi her igen … Endnu en gang har Danske Regioner følt sig kaldet til at fremlægge de vise sten om det nære sundhedsvæsen uden for hospitalernes tykke mure. Denne gang i et 28 sider langt skrift med 24 (forhåbentlig) velmenende råd. Og igen må vi forstå, at regionerne har helt styr på egne butikker, mens alle problemer og udfordringer skyldes kommunerne, som hver dag arbejder helt tæt på borgerne.

I kommunerne ved vi, at der er noget, vi både kan og skal gøre bedre og anderledes. Og vi ved, at vi ikke kan løse opgaven alene. Hvis bare Danske Regioner havde samme selvindsigt, kunne vi tage denne ekstremt vigtige debat i et forum, hvor alle om bordet kom med et reelt ønske om at gøre det bedre for danskerne.

I stedet har Danske Regioner desværre valgt at tage denne for os alle så vigtige debat på en måde, hvor det mest af alt går ud på at påpege andres fejl. Det kan kun øge danskernes utryghed og mistillid til sundhedsvæsenet – og det er dybt beklageligt.

Regionerne har haft ansvaret for vores sundhedsvæsen i 17 år. I det nye udspil kan vi læse, at hospitalerne er kendetegnet ved høj kvalitet og kan måle sig med verdens bedste. Det er i kommunerne, udviklingen ikke er fulgt med.

Ja, det mere end antydes, at det er kommunernes inkompetence, som er selve årsagen til, at hospitalerne er overbebyrdede, at de ikke kan overholde ventetidsgarantierne, og at patienterne må ligge på gangene.

For ganske kort tid siden var det de praktiserende læger, som ikke magtede opgaven, ifølge Danske Regioner. Og vi fornemmer også, at hverken entreprenører, der bygger sygehuse, eller leverandører af it-systemer har forstået deres version af sandheden.

Hvis man har prøvet at bo under tag med en 17-årig, ved man, at det ikke er nok at kræve, at de skal rydde op på deres værelse. Det får det ikke til at ske. På samme måde er det ikke nok at kræve af regionerne, at de skal overholde krav om kvalitet og ventetider. Det får det ikke til at ske.

Kære regioner, I kastede den første sten, og det er jo ikke særligt klogt, når man selv bor i glashuse:

1. Ventetider og kvalitet: Børn og unge venter alt, alt for længe på behandling i psykiatrien, Tusindvis af screeninger for brystkræft er blevet udskudt, og kræftpatienter har ikke modtaget den behandling, de lovmæssigt har haft ret til.

2. Ulighed i sundhed: Regionerne har fuldstændig misset opgaven med at sikre geografisk lighed, og den manglende fordeling af både praktiserende læger og speciallæger, sygeplejersker m.v. på sygehusene på tværs af landet skriger til himlen.

3. Byggerierne: En lang række supersygehuse har overskredet budgetterne, og tidsplanerne er skredet hele vejen rundt.

4. It-systemerne: Regionerne har ikke løst opgaven med at udveksle patientdata hverken med sig selv eller med kommunerne. Og så er der Sundhedsplatformen … Den har skadet sundhedspersonalets evne til at levere effektiv pleje og skabt bekymringer om datasikkerhed og fortrolighed.

5. Økonomien: På trods af den ene intravenøse pengeindsprøjtning efter den anden har regionerne fyret sundhedsuddannede medarbejdere.

6. Tværgående samarbejder: Selv om regionerne gerne vil tage æren, er det et faktum, at regionerne kun modvilligt vil være med til nye, tværgående samarbejder. Hverken læger på botilbud og plejehjem, udvidet behandlingsansvar eller dosispakket medicin var blevet til noget, hvis ikke vi havde presset på fra kommunernes side. For det er ingen hemmelighed, at de blomster ikke er groet i regionernes haver.

Vi er helt enige med regionerne i, at området uden for hospitalerne – ude lokalt hos os i det nære sundhedsvæsen – er blevet forsømt. For der er sket en gradvis opgaveglidning fra regionerne til kommunerne, uden der er fulgt hverken medarbejderressourcer eller finansiering med. Det er selvfølgelig ikke holdbart i længden.

Vi er også enige i, at der skal være klare standarder, så kommunerne leverer den samme høje kvalitet over hele landet, og så det er helt tydeligt for alle, hvad kommunerne kan og skal levere.

Men det overrasker os, at Danske Regioner bekymrer sig om rettighederne på de midlertidige sengepladser, som jo netop blev oprettet, fordi regionerne nedlagde sengepladser og udskrev patienterne tidligere og tidligere.

Kommunerne råder i dag over mere end 3.500 midlertidige pladser. De midlertidige pladser tjener mange formål, f.eks. venteplads til plejehjem, aflastningsplads til demente, rehabilitering, plads til borgere med behov for tættere sygeplejefaglig observation i en periode eller akutpladser til borgere med komplekse plejebehov.

Derfor vil det næppe være meningsfuldt at jagte ensartede patientrettigheder eller samle alt under sundhedsloven.

Regionerne ser alene danskerne som patienter og diagnoser. De glemmer konteksten – alle de andre forhold, der også spiller ind, når der arbejdes med hele mennesker. Det er den store forskel mellem regionerne og kommunerne.

Regionerne er alt, alt for langt væk fra borgernes hverdag. De kender ikke kontanthjælpsmodtageren, den ensomme ældre, børnene i begyndende mistrivsel eller de unge, som viser tegn på misbrug. Det gør vi i kommunerne og det nære sundhedsvæsen, og vi samarbejder tæt med borgerne og deres netværk. Derfor er og bliver det et luftkastel at forestille sig, at regionerne skulle kunne løfte ansvaret for det samlede sundhedsvæsen.

Summa summarum: En usandhed bliver ikke sand af at blive gentaget. Centralisering af sundhedsvæsenet er stadig ikke svaret. Regionerne er stadig langt fra borgernes hverdag. Regionerne er stadig ikke i stand til at overtage ansvaret – vi kan og skal ikke overlade ansvaret til nogle, som allerede har fejlet eklatant med en stor del af de opgaver, de har fået tildelt. Og det løser stadig ingen verdens problemer at bygge en centraliseret sundhedssilo langt væk fra de borgere, det hele handler om.

Vi ser ind i et massivt pres på grund af flere ældre, flere kronisk syge og voksende rekrutteringsudfordringer. Vores fælles og helt store fokus bør være, hvordan vi styrker det nære sundhedsvæsen. Borgere med brug for hjælp – men uden behov for indlæggelse på et hospital – skal have hjælpen tidligere og hele tæt på eller i eget hjem.

I kommunerne tager vi hånd om borgerne, både før og efter de er patienter på regionernes hospitaler. Og vi ved, at det kræver et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem mange forskellige parter at drive og udvikle danskernes sundhedsvæsen.

Det kræver, at vi tager et fælles ansvar for borgerne – både før, under og efter indlæggelse. Og det kan vi kun, hvis regionerne kommer ned fra deres høje hest og prioriterer samarbejdet og det fælles populationsansvar. Døren er åben, vi har været klar længe.