Godt nok er arbejdet usynligt, men så blind kan ingen være

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Anerkendelsen af ”the mental load” var ellers stor, tænkte jeg, inden jeg læste sognepræst Marie Høghs debatindlæg om emnet. At behovet for at holde sammen på en familie, en husholdning og den praktiske del af småbørnslivet skulle handle om »kvindens eget behov for selvrealisering og et perfekt billede af sig selv«, er både en massiv misforståelse og en unødvendig underdrivelse af problemet.

Kig på din egen husholdning. Hvem står for at huske alt det praktiske? At børnene skal have nye sko? At vi er løbet tør for vaskepulver og vitaminer? At vi skal have svaret på den invitation til svigermors fødselsdag? Købt en gave? At den ældste skal meldes til fodbold, og den yngste til dans?

Disse opgaver hører til enhver børnefamilie, og de hviler oftest og tungest på kvinden.

Det skyldes formentlig en reproduktion af gamle kønsroller. Vi har alle – mænd som kvinder – været vidne til, at vores mødre bar den usynlige byrde, og at vores far spurgte, hvad han skulle hjælpe med. Som var han en lille ansat i hendes familieforetagende.

Problemet er, at da vi for mere end 60 år siden sendte kvinderne på arbejdsmarkedet, glemte vi at lære mændene, at det altså kun kan fungere, hvis de – på eget initiativ, med åbne øjne og med en stor følelse af ansvar – påtager sig halvdelen af arbejdet i familien og husholdningen.

Der fejlede den ældre generation. Og samfundet. Og politikerne. Og de fejler stadig.

En ubalanceret og ugennemtænkt stræben efter ligestilling har efterladt småbørnsmødre med en tallerken så fuld, at de er ved at krakelere.

»Hvorfor lader hun ikke bare være?«

»Sænk kravene.«

»Drop perfekthedskulturen!« bliver der ofte skrevet af denne ældre generation, når de forsøger at blande sig i endnu et emne, som de mener, at nutidens mødre klynker over, fordi de sagtens kunne udstå det og derfor ikke mener, der er grobund for forandring.

Men præcis hvilken del af the mental load skal vi droppe? At der skal bestilles lægetid? Gøres rent? Mad på bordet?

Det handler ikke om perfekthedskultur, men om en tsunami af små usynlige opgaver, som skyller ind over kvinden på grund af hendes køn og vælter hende omkuld, når hun bliver mor.

Der er i øvrigt lavet undersøgelser om, at kvinder dømmes hårdere for dårlig oprydning og mangelfuld rengøring, end mænd gør. Læs evt. resultatet af ”Good Housekeeping, Great expectations: Gender and Housework Norms”, som netop undersøger dette. Og mon ikke det samme gør sig gældende, når det handler om vasketøj, sengetøj og skiftetøj?

Vi – både mænd og kvinder – forventer simpelthen mere af kvinder. Og det er forbundet med skam for mange kvinder ikke at kunne præstere en velfungerende familie og husholdning, for vi er alle opflasket med disse forventninger. Og det går – i modsætning til hvad Marie Høgh sjusser sig frem til – ikke ud over familien og børnene. Det æder af kvinden selv. Og selv hvis vi så sænker skuldrene helt ned til gulvhøjde, så følger mængden af opgaver ikke med.

Det handler ikke om, at kvinder skal ”give slip”. Dette er ikke et ”kvindeproblem”. Vi udfører opgaver, som er essentielle for en familie, så et oprør, en omfordeling og en kulturændring synes at være på sin plads. Det er ikke kvinder, men systemet, der skal ændres.

Marie Høgh forsøger sig også med det ældgamle argument om, at der er større problemer i verden. Jeg er enig. Men at hoppe om bord i diskursen om, at vi ikke må tale om et problem, medmindre det er det allerstørste i verden, forekommer mig dog alligevel afsindig ensidigt. Tænk, hvor en verdensomspændende rundbordsdiskussion der skulle til for at blive enige om, hvad dét så er?

Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt manglen på ligestilling og ikke mindst ligeværd i det danske samfund (stadig) er et reelt problem, kan man se på mænds og kvinders lønkurve. Og pensionsopsparing. Og manglende løn under barsel. Og generel status i samfundet.

Og den største roadblock til at opnå ligeværd i praksis er de mennesker, som bagudskuende og uden appetit på forandring igen og igen kræver, at kvinder bare skal være taknemmelige.

Dette er ikke tiden til at klandre kvinder for deres oprør. Hvis du ikke kan genkende dig selv i et problem, kan du så fint og i stilhed scrolle videre. Det er tiden til at se på, hvordan vi anerkender kvinders værdi. Kvinder har aldrig ikke arbejdet. Samfundet er bare blevet vant til, at vi ikke kræver noget for det.