Livet uden for byerne kollapser uden busser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jyllands-Posten havde den 2. april en udmærket artikel om nedskæringerne i den kollektive trafik. Godt, I gør det, det er hårdt tiltrængt! Også fint, at I sætter fokus på, at yderområderne bliver hårdest ramt. Det er ikke i orden, at de to studerende i artiklen skal bruge lang tid på at komme frem og tilbage. Men kommer man nogle kilometer uden for store byer som Aarhus og København, så bliver mange langt hårdere ramt. Busruter bliver skåret ned til få afgange om dagen eller forsvinder helt. En del mennesker kan ganske enkelt ikke blive boende i lokalområdet uden bil.

I 2021 var der ifølge Danmarks Statistik lige under en million mennesker, som måtte gå mere end 500 meter for at bruge den kollektive trafik. At gå til nærmeste stoppested/station kan være uoverkommeligt.

Min hustru og jeg boede gennem 25 år i Solbjerg syd for Aarhus. Rutebilen, linje 202, var vores livline.

I 2017 blev ruten for linje 202 indskrænket. Den har nu endestation i Tranbjerg. Og vi skulle til at skifte bus. Vi er ældre mennesker. Det ville være en barsk omgang for os at skifte fra bus til rutebil og vente ved stoppestedet i al slags vejr. Vi risikerede også at komme for sent til rutebilen, hvis bybussen var bare lidt forsinket.

Vi havde børn og børnebørn i Aarhus, og min hustru passede børnebørnene i lange perioder. Min 90-årige svigerfar boede ligeledes i Aarhus. Ham måtte hun tage sig af, da han efterhånden fik mere og mere behov for hjælp. Så vi måtte flytte ind til Aarhus. Kørekort og bil? Det har aldrig været en realistisk mulighed.

For andre er situationen endnu værre. Det er umuligt at passe et arbejde uden for det lille lokalområde, hvis der kun kører ganske få busser i løbet af dagen. Hvordan kan beskæftigelsesministeren forlange, at de mennesker skal gøre arbejdet til deres liv? Flytte efter arbejde? Hvor finder man en billig bolig i byerne?

Boligudgifterne i de større byer er efterhånden svære at overkomme for dem, der har lave indkomster. Man kan være heldig at finde en billig bolig i landdistrikterne. Men så risikerer man at blive låst fast, når der ingen kollektiv trafik er. Man har et valg mellem pest eller kolera.

Mennesker uden for arbejdsmarkedet bliver ramt. Det gælder pensionister, som ikke længere kan køre bil. Hvordan kommer de til lægen eller på apoteket? Det gælder for mennesker med handicap. Det gælder for førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Hvordan holder man i øvrigt kontakt med familien, når den bor mere end få kilometer væk?

Selv om der måtte være busser og tog i nærheden, er det et problem at benytte dem, når billetterne bliver stadigt dyrere. Siden 2008 er priserne i den kollektive trafik steget med i snit 42 pct.

Otte organisationer sendte sidste år et opråb til politikerne på Christiansborg. De advarede mod følgerne af de stadige forringelser i den kollektive trafik. Det var bl.a. Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Industri, Dansk Erhverv, handicaporganisationerne og Ældre Sagen. Det må politikerne tage alvorligt. For hvis udviklingen fortsætter, vil en meget stor gruppe borgere blive hægtet af samfundet. Landdistrikterne vil også blive særdeles hårdt ramt af de mange forringelser.

Den udvikling kan næppe overhovedet harmonere med regeringens hensigtserklæring om at skabe et samfund i bedre geografisk balance. Og den harmonerer ej heller med principperne bag vores velfærdssamfund.