Farvel til 24syv: Vi har arbejdet for, at en politisk fejlslutning til 260 millioner ikke var forgæves

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et kaotisk kapitel i dansk mediehistorie er endegyldigt forbi i dag ved midnat. Den 31. marts 2024 lyder de sidste ord i æteren fra dab-kanalen 24syv. Ordene markerer ikke blot lukningen af min arbejdsplads, men også enden på et unødvendigt uskønt forløb, der forpurrede den ellers noble ambition om et bæredygtigt modspil til statsmonopolet.

De fleste kender efterhånden historien: Skabelsen af det oprindelige Radio24syv. Kanalen, der skulle være skarpere, mere magtkritisk og modigere end statsradiofonien. Og det lykkedes. Efter fire magre år med varierende kvalitet og lyttersucces, blev de næste fire år en radiofonisk magtdemonstration.

Ambitionen var indfriet. Daværende kulturminister Per Stig Møllers projekt var en succes. DR havde fået et tiltrængt magtkritisk og legende modspil til P1s søvndyssende udfoldelse af sine public service-forpligtelser.

Men politikerne ville det anderledes; der skulle noget nyt og mere provinsielt til. 24syv mistede sin plads på FM-båndet, og en dab-kanal blev udbudt. Radio Loud vandt fair and square, selvom det er komplet til grin at ville lave en radio, som sender live fra alle afkroge af (udkants-)Danmark til de unge mellem 15 og 34 år. Selv en blind tarotlæser kunne have forudset, at det ville floppe. Radio Loud havde aldrig en chance, og den fik ikke en chance.

De første to år af kanalens levetid var mildest talt skandaløst ringe. Ikke på grund af kanalens medarbejdere, indhold eller ambitioner, men på grund af den pattede hævngerrighed, som projektet blev mødt med. Det var rent ud sagt pinligt, hvordan prominente og magtfulde mediefolk, og navnligt tidligere 24syv’ere, kastede sig frådende over unge og i mange tilfælde nyuddannede journalister, hvis eneste brøde var ønsket om at finde fodfæste og få erfaring indenfor deres felt.

Hetzen og hadet til Loud fik gødning fra alle kanter. Mads Brügger, Mikael Bertelsen og deres sykofanthær skrev ondskabsfulde anmeldelser, debatindlæg og SoMe-indslag om den vakkelvorne start. Instagram og Twitter-konti blev dedikeret til at finde skønhedsfejl samt at latterliggøre værterne.

Mediedanmark åd deres egne i stedet for at rette kritikken mod de magthavere, som skabte de elendige rammer for den journalistiske udfoldelse.

Indrømmet. Jeg grinte med, da et programkoncept blev dedikeret til at sanke (gå rundt og finde svampe i skoven iført hat). Jeg blev også ramt af den forsmåede folkestemning, og jeg gav endda min veninde, som skiftede fra DR til Loud, en hånlig kommentar med på vejen.

Efter to år skulle der ske noget. Det kunne ikke blive værre, og det kunne bestemt ikke blive godt med Radio Loud. Der skulle ske noget, så Loud blev til 24syv, Christianshavn blev til Pilestræde og Ann Lykke Davidsen blev til bulderbassen Simon Andersen. Der blev ryddet op, der blev truffet svære beslutninger, og der blev hyret nye mennesker ind.

Således sad jeg en dag til jobsamtale hos 24syv. Jeg følte mig for god til dem, men en fast stilling hos 24syv var trods alt bedre end at fortsætte som freelancer på tredje år hos DR. I to år har jeg været i huset. Vi har lavet rigtig meget lort, men vi har klart lavet mest godt. Vi har taget mennesker og målgrupper seriøst, som er fraværende i det øvrige mediebillede.

Vi har lavet store afsløringer og magtkritisk journalistik. Det sidste har været en svær øvelse, da de politikere, som skabte os, ikke har villet give os legitimitet ved at stille op og svare på vores kritiske spørgsmål. Jeg skriver ikke det her, fordi I skal have ondt af os. Det er faktisk overraskende befriende at være underdog - vi har kun kunnet overraske positivt.

Jeg skriver det, fordi der måske gemmer sig en vigtig lektie i hele forløbet. Hvis der igen kommer politisk vilje til at skabe et alternativ til DR, som holder statsmonopolet på dupperne, så kan man ikke bare bygge op og rive ned efter politisk velbefindende. Det tager lang tid at skabe en succesfuld radio. Det gamle Radio24syv blev ikke til en succes over natten. Det tog dem fire år, og så bragede de afsted i fire år. Det nye 24syv har nu nogle stærke formater og faste lyttere, og vi har haft to år i vores nuværende form. Hvad mon fire år mere kunne have betydet?

Det virker ikke til, at politikerne er blevet klogere. Radio- og tv-nævnet skal snart afgøre, hvem der får 62 millioner skattekroner til at lave lyd til børn. Denne gang en løbetid på kun to år. Det bliver heller ikke godt, siger den blinde tarotlæser.

Tilbage til 24syv. Nej, vi fik vi aldrig 15- til 34-årige til at tune ind live på en dab-kanal, ej heller gjorde vi provinsen sexet. Den mission var dødsdømt, men vi fik lyttere til at downloade vores podcasts millioner af gange. Vi kæmpede, vi hang i, og vi blev ved; også selvom vi mestendels blev mødt af hån. Nu takker vi af. 24syv har arbejdet målrettet for, at en politisk fejlslutning til en værdi af 260 millioner ikke har været forgæves.

Det bør også være en del af historien.