Hvor selvoptaget kan man være?
Tør øjnene, Preben. Hilsen fra ham med den skæve næse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvor er det synd for min kollega i DR TV gennem årtier Preben Heide, der føler sig krænket, fornærmet og forhånet. Hans ydmygelse deler han med Jyllands-Postens læsere på denne side med overskriften ”Nu siger Preben stop!”. Baggrunden er, at sociologen Rikke Østergaard har fundet frem til en type med navnet Preben, der er 9.481 af i Danmark.
Herregud, Preben. Hvor selvoptaget kan man være? Du har, som du skriver, måttet stå model til meget i dit professionelle liv på grund af dit sprog (aarhusiansk), dit udseende (mellemrum mellem fortænderne) og din oprindelse (Jylland). Professionelt hører det med til arbejdet som journalist i tv. Jeg kender alt til det og finder det naturligt. Jeg blev hurtigt kaldt ham med den skæve næse, så snart jeg viste mig på skærmen. Det var naturligt. Sådan er det. Jeg er københavner. I Jylland kalder de mit sprog københavnsk. Når jeg er i København, siger de, at jeg taler jysk.
At føle sig ydmyget, nedværdiget og fornærmet, som du skriver, er bestemt ikke professionelt. Et godt råd, Preben. Slap af, og glæd dig over tilværelse som pensionist. Udnyt dit livssyn til andet end at være selvoptaget.