Ulighedens paradoks gælder stadig
Ny forskning understøtter "den omvendte omsorgslov" fra 1971 og fremhæver nødvendigheden af målrettede tiltag mod ulighed i sundhed. Her er fem bud på hvordan.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 1971 introducerede Julian Hart ”den omvendte omsorgslov”, der fremhæver et paradoks: Områder med det største behov for sundhedsydelser har færrest sundhedsressourcer tilgængelige.
Dette paradoks er stadig relevant, viser imponerende forskning af Peter Vedsted og hans kolleger, der har kortlagt ulighed i sundhed på tværs af Danmark. Kortlægningen afslører en geografisk ulighed i sundhed, hvor borgere i visse dele af landet oftere bliver syge og dør tidligere end gennemsnittet i landet.
Uligheden er særligt udtalt mellem regioner, især i det sydlige Sjælland og dele af Nordjylland. I disse områder er der også størst mangel på læger. Forskellen stopper dog ikke her. Undersøgelsen viser også betydelige forskelle inden for få kilometers afstand.
Danmarks Radios program fra 2016 ”En syg forskel” illustrerede, at mens beboerne i det velstående område Hasseris i Aalborg Kommune i gennemsnit levede, til de blev 80 år, døde beboerne i det mere belastede boligområde Aalborg Øst, kun syv kilometer væk, i gennemsnit 13 år tidligere.
Dette program har blandt andet inspireret til den nye undersøgelse, som viser, at disse forskelle stadig er markante. Risikoen for at dø tidligt – det vil sige, før man fylder 75 år – er stadig tre gange højere i Aalborg Øst sammenlignet med Hasseris.
Der er derfor meget at tage fat på. Men hvad kan vi gøre inden for sundhedsvæsenet? Her er fem bud:
- Honorere efter populationsansvar: Det betyder, at lægerne skal have bedre tid til patienter i de områder, hvor patienterne er ældre, socialt udsatte eller har mange psykiske lidelser.
- Indføre en forebyggelseslov: Det er hovedsageligt de såkaldte KRAM-risikofaktorer (kost, rygning, alkohol og motion), der fører til, at mange bliver syge og til ulighed i forekomsten af sygdom. Derfor skal der fokuseres på en effektiv indsats her.
- Forbedring af adgangen til sundhedsydelser: For eksempel ved at etablere flere formaliserede samarbejder med organisationer som Social Sundhed, der ledsager og støtter sårbare og udsatte mennesker til deres aftaler i sundhedsvæsenet.
- Fokus på sundhedskompetencer: Der skal tages højde for, at folk har forskellige sundhedskompetencer, inklusive digitale kompetencer, når nye behandlinger, velfærdsteknologier og patientrettigheder udrulles og implementeres.
- Bekæmpelse af ensomhed: Vi bør betragte bekæmpelsen af ensomhed som en del af de sundhedsfaglige opgaver. Hvis mennesker mangler meningsfulde sociale relationer, bliver egenomsorgen mere udfordrende. Det er vigtigt, at sundhedspersonalet har kendskab til og mulighed for at henvise til sociale tilbud.
Derudover findes der en række tiltag inden for andre områder, der kan have stor betydning, f.eks. reduktion af børnefattigdom, forbedring af arbejdsmiljøet, bedre by- og boligplanlægning, differentieret moms og meget mere.
Der er derfor vigtige opgaver, der rækker ud over sundhedsvæsenets rammer, som også bør adresseres.