Havbrug er ikke risikovirksomheder. Men ikke uden udfordringer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Egentlig handlede mit oprindelige debatindlæg her i avisen om kommunernes udfordringer med at varetage administration og føre effektivt tilsyn med visse typer virksomheder, der har eller kan have et negativt aftryk på natur og miljø. Indlægget udsprang af Randers Kommunes tvivlsomme håndtering af Nordic Waste samt den deraf ledte potentielle miljøkatastrofe ved Alling Å.

I mit indlæg perspektiverede jeg til lignende udfordringer, bl.a. i sagen om RGS Nordic samt på havbrugsområdet, hvor kommunerne tidligere var miljømyndighed for havbrug inden for 1 sømil fra kysten.

I den forbindelse kategoriserede jeg havbrugene som risikovirksomheder. Det har direktøren i Dansk Akvakultur, Rene Christensen, helt korrekt irettesat. Havbrug er ikke risikovirksomheder.

Det var en fejl, og det beklager jeg.

Havbrug hører derimod til de såkaldte listevirksomheder, som kræver en miljøgodkendelse, der skal sikre, »at virksomheden etableres og drives i respekt for mennesker, dyr og planter i omgivelserne«.

Men jeg står ved budskabet i mit oprindelige indlæg, herunder at der har været omfattende udfordringer for kommunerne med at varetage administration og tilsyn med havbrugene.

Der er flere eksempler på, at kommunerne ikke har sikret, at havbrugene har haft opdaterede og tidssvarende miljøgodkendelser. I en række sager, hvor kommunerne har givet en miljøgodkendelse til et havbrug, er godkendelsen blevet påklaget, klager har fået medhold, og sagen hjemvist til fornyet behandling – typisk fordi der ikke er foretaget en tilstrækkelig vurdering af havbrugets negative påvirkning på natur og havmiljø.

Derudover er havbrugsområdet ifølge Miljøstyrelsens egen kulegravning af sektoren »udfordret af konstaterede mangler i placeringstilladelser«, som Miljøstyrelsen nu også har fået ansvaret for.

Samtidig konkluderer kulegravningen, at kommunernes mulighed for at føre et effektivt tilsyn har været besværliggjort af flere faktorer.

Det nævnes blandt andet, at »det er konstateret, at der er usikkerheder om kvaliteten af indberetningerne om N og P-indhold i foder og indberetning af forbrugte biocider til imprægnering af net«, og at »den overordnede udfordring (…) er manglende overskuelig og fyldestgørende dokumentation (for netto-produktionen af fisk, foderforbruget og antibiotikaforbrug, red.)«.

Rapporten fastslår, at »hovedudfordringen for kontrollen af havbrugsproduktion vurderes at bero på, at det ikke er muligt at gennemføre prøvetagning og målinger af de faktiske udledninger fra havbruget«, og at det derfor »må konstateres, at det er relevant at se nærmere på de muligheder, der er for at styrke tilsynet«.

Rene Christensen har ret i, at kulegravningen konkluderer, at »myndighederne ikke har konstateret eller vurderet, at der var tegn på, at havbrug har overskredet deres vilkår i miljøtilladelsen i forhold til de ovennævnte forhold, der blev undersøgt«. Udover det netop dømte Hjarnø Havbrug.

Men min pointe er ikke – og har aldrig været – hvorvidt der er sket overtrædelser af de i visse tilfælde forældede miljøgodkendelser eller ej, men derimod, at kommunerne ikke har haft rammerne, kompetencerne og ressourcerne til at føre en tilfredsstillende administration og kontrol med havbrugssektoren.

Efter kulegravningen og efter ønske fra Danmarks Sportsfiskerforbund er al administration og kontrol for alle 19 danske havbrug samlet i Miljøstyrelsen. Her er vi i løbende dialog om, hvordan administrations- og tilsynspraksis på området kan styrkes – både af hensyn til erhvervet, naturen og havmiljøet.