EU-eliten vil udvikle EU til en militærunion. Det må den ikke få held med

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Europas politiske elite har for alvor taget hul på sin mangeårige ambition om at udvikle EU til en egentlig militærmagt, der opererer på et overstatsligt plan uden om Nato-samarbejdet.

Præsidenten for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, har således opfordret til at opruste EU militært og opnå strategisk militær autonomi, der gør EU til en forsvarsunion. Samtidig har formanden for den største gruppe i Europa-Parlamentet, Manfred Weber (EPP), udtalt, at EU bør opbygge et handlekraftigt europæisk forsvar, der opererer uafhængigt af USA, fordi vi angiveligt ikke kan regne med amerikanernes støtte til Europas forsvar.

Også i Danmark har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen længe advokeret for at afskaffe vetoretten i EU’s forsvars- og udenrigspolitik. Nu har han også foreslået at oprette en EU-kommissær for forsvarsindustrien, et forslag, der støttes af EU’s øverste chef, Ursula von der Leyen.

Det er glædeligt, at politikere som Lars Løkke, von der Leyen, Metsola og andre fra den europæiske elite endelig har indset behovet for militær oprustning. Den manglende investering i forsvaret, både i Danmark og i andre europæiske lande, har nemlig været uansvarlig, og det har været uacceptabelt, at vi efterlod regningen for Europas og Vestens forsvar hos amerikanerne.

Det er imidlertid forstemmende og bekymrende, at det eklatante svigt af Europas forsvar, som EU-eliten har ladet stå på i flere årtier, nu misbruges af selvsamme opportunistiske EU-politikere til at udvide EU til en veritabel militærunion, der opererer med »strategisk autonomi«, som førnævnte præsident Metsola kalder det.

Ikke fordi de lande, der tilsammen udgør EU, ikke bør samarbejde militært i forhold til at inddæmme truslen fra Rusland. Men fordi EU har vist sig hamrende inkompetent og uduelig, når det kommer til større, grænseoverskridende udfordringer, og fordi EU lider af et kæmpe demokratisk underskud, idet unionen de facto ledes af en elitær osteklokke af ikke-valgte dommere, bureaukrater og politikere, som ingen føling har med de almindelige europæiske befolkninger.

Vi bør samarbejde med de andre EU-lande, og det bør foregå i Nato-regi. Der er ingen grund til, at vores militære engagementer ikke inkluderer lande som Storbritannien, USA og Canada, som vi deler vigtige militære og geopolitiske interesser med, selvom de ikke er EU-lande.

Derfor er det tudetosset at sende et signal til vores allierede på den anden side af Atlanten om, at vi ikke vil forpligte os til Nato, men i stedet vil arbejde hen imod militær uafhængighed, hvor vores tropper kan sendes i krig med EU-flag på skulderen.

Tværtimod bør Trumps opsigtsvækkende meldinger om, at USA ikke bør føle sig forpligtet til at overholde musketereden over for de lande, der ikke overholder forpligtelsen om at investere minimum 2 pct. af bnp på forsvaret, snarere give anledning til øget investering i Nato blandt de slækkende medlemslande end forargelse over og kritik af præsidentkandidaten.

Selv har jeg af den grund besluttet af deltage i den vigtige amerikanske CPAC-konference for Republikanerne i denne uge, som i anledning af det kommende præsidentvalg kan blive et særdeles spændende arrangement i forhold til netop USA’s militære engagementer og forhold til Europa.

For det er helt afgørende, at vi – som europæiske lovgivere – viser amerikanerne, at vi vil det transatlantiske samarbejde. At vi vil forpligte os til Nato, investere i Vestens fælles forsvar, og at vi ikke vil fraktionere verdens stærkeste forsvarsalliance, som vi heldigvis er en del af.