Jeg vil ikke påduttes et ansvar for andres sygdom eller død

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen har svært ved at tøjle sin indre kommunist.

I dette gennemsocialiserede land dukker der indimellem virkelige stærke sager frem – senest de totalitære tanker om organekspropriation kamufleret som organdonation.

Sådanne tanker kunne ligeså godt være undfanget i 30’ernes Tyskland, Sovjetunionen eller Kina.

Staten jagter i forvejen vort privatliv på adskillige fronter efter devisen ”giv folket brød og skuespil”, så glider det hele ned.

Men nu står den personlige ukrænkelighed altså for skud. Hermed åbnes en flanke til en mørk tunnel, som ingen ved, hvor fører hen.

Hvad bliver det næste? Jeg vil ikke påduttes moralsk ansvar for andres sygdom eller død.

Derfor nægter jeg at ”tage stilling”, som det hedder. Mit ja eller nej er min privatsag.

Mine pårørende skal heller ikke blandes ind i det højst upassende spørgsmål. Det har de intet med at gøre. Regeringens præmisser for den påtænkte lovgivning er uhyrlig og et rent overgreb på frie mennesker.

Jeg giver ikke en døjt for muligheden for at melde fra, staten skal ikke være barnepige for mig. Jeg må i situationen altså antage, at kødsnedkerne står parate til at skære mig i småstykker, hvis jeg ingen pårørende har til at stoppe vanviddet.

Det er vel det, politikerne håber på. Men jeg glæder mig altså ikke …