Socialdemokratiet vil altid fremstå som løsningen, men har alle dage været problemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Socialdemokratiets udlændingepolitik er blot konstaterende magtesløshed.

Som Pierre Collignon rigtigt nok skriver i sin leder i Berlingske 8/2, er det blevet en socialdemokratisk specialitet at fortælle om forargelig adfærd fra ikkevestlige indvandrere.

Den jævne strøm af floskler fra landets største parti har dog kun til formål at virke som røgslør over, hvad det i virkeligheden selv er ansvarlig for. For langt de fleste danskere ønsker nemlig ikke at lade sig fortrænge af islams tilhængere.

Det ved Socialdemokratiet godt, og derfor siger det, som det gør. Det skulle jo nødig rygtes ved kakkelbordene, hvem der står bag.

Hvad det også ved, er, at der ikke kan strammes mere op end status quo. Hvis man altså vel at mærke gerne vil være en del af det gode, stuerene internationale selskab. I andre sammenhænge, særligt på klimaområdet, taler Socialdemokratiet, resten af venstrefløjen og de neoliberale regeringspartnere ofte om, at Danmark skal være et foregangsland. Vi skal acceptere økonomisk stilstand og indgreb i vores personlige frihed – udelukkende i klimaets navn og for at ”vise vejen” for resten af verden.

Men når det kommer til at bekæmpe islams indtog i Danmark og resten af Europa, klapper vi straks hælene sammen og bukker os i støvet for de hellige internationale skrifter. Der viser vi ikke vejen for nogen, men lader os køre rundt i manegen af Bruxelles-bureaukraterne og deres utopiske vrangforestillinger. Noget, som alle de øvrige partier bakker op om.

I ny og næ hører man måske nogen fra Socialdemokratiet og de borgerlige midterpartier tale om, at det da kunne være rart, hvis vi kunne smide alle de kriminelle udlændinge ud af landet. Men hvis ikke man er villig til at tage den nødvendige konsekvens, er det intet andet end tom luft.

I den forbindelse er det netop afgørende, at Danmark er et foregangsland. At vi tør forkaste konventionerne og smide dem på historiens mødding. At vi tør at give pokker for de dundertaler mod os, der unægteligt vil blive holdt fra talerstolen i Europa-Parlamentet. Og ikke mindst, at vi tør at afvise enhver fremmed domstols forsøg på at blande sig i Danmarks gøren og laden på vores eget territorie.

Vesten er på mange måder sin egen værste fjende. Vi kunne så let som ingenting holde de islamiske horder på behørig afstand af vores grænser – men vi vil ikke. Derfor må vi i Danmark først gøre op med os selv, hvad vi vil.

Vil vi den konsekvente udlændingepolitik, som to tredjedele af Folketinget hævder at være tilhængere af, må vi alliere os med ligesindede, så længe vi står i den ulyksalige omstændighed, det er at være EU-land.

Og det er hverken Tyskland eller Frankrig, men lande som Polen og Ungarn. Her findes det samarbejde og fællesskab, som flertallet af danskerne i virkeligheden ønsker. Nationaltsindede venner i Vesteuropa kæmper i disse år svære kampe indadtil for at befri deres nationer fra multikulturalismens og globalismens kløer.

I de selvsamme lande arbejder Socialdemokratiets søsterpartier omvendt hårdt for mere islam, klimasocialisme og EU-føderalisme. Det har de danske socialdemokrater også arbejdet hårdt for gennem mange år og gør det stadig – uanset hvor meget de prøver at give indtryk af noget andet.

Inspireret af Mai Villadsens ord til Lars Løkke under valgkampen i 2022 rammer denne sætning godt ned i, hvordan Socialdemokratiet agerer i forhold til indvandringsspørgsmålet: »Først pifter de din cykel, og så spørger de bagefter, om de skal lappe den.«

Og lappe er lige nøjagtigt det, som de gør. Alt imens de sidste sørgelige rester af luft langsomt siver ud.