Vil skandalen i Ølst få politikerne til at rette op på aftale, hvor skadelidte skal honorere forureneren?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som formand for et mindre vandværk har jeg fulgt nøje med i nyhederne om jordskreddet ved Ølst.

Det er en forfærdelig sag, og selvfølgelig skal der bruges alle nødvendige kræfter for at få ryddet op, både af hensyn til miljøet og til de lokale beboere i Ølst. Fra stort set alle politikere har situationen fremkaldt forargelse over, at regningen for forureningen næppe vil blive betalt fuldt ud af skadevolderen, Nordic Waste. Politikere udtaler samstemmende, at det er et hævdvundet princip, at »forureneren skal betale«.

Det er glædeligt, at politikerne nu er så kraftige fortalere for det princip. Sådan har det ikke altid været. I 2019 traf et bredt politisk flertal på Christiansborg beslutninger, hvor det stik modsatte princip gælder. Hvor skadelidte skal betale til forureneren.

De pågældende regler om beskyttelse af grundvandet gælder stadig i dag, og der er varslet ny lovgivning i 2024. Forhåbentlig kan situationen ved Ølst bidrage til at omgøre beslutningerne om ansvarsplacering i tillægsaftalen til ”Aftale om pesticidstrategi 2017-2021”.

Bag aftalen stod Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF. Den nuværende miljøministers og statsministers parti, Socialdemokratiet, deltager således også i aftalen, selvom dens principper står for det modsatte af ministrenes meget håndfaste meldinger i sagen om Nordic Waste.

Hensigten med pesticidaftalen er i direkte citat, at »nedbringe risikoen for forurening af grundvandet fra erhvervsmæssig anvendelse af pesticider i BNBO, og at de berørte landmænd modtager erstatning eller kompensation for deres tab via vandtaksten«.

BNBO står for det Boringsnære beskyttelsesområde, som er et jordareal af kritisk betydning for en given drikkevandsboring.

I forbindelse med hver eneste vandboring er der kortlagt en BNBO, og der er knap 5.000 udpegede områder på landsplan.

Kommunerne har foretaget risikovurdering af hver enkelt BNBO, og for halvdelen er det vurderet, at der skal foretages en indsats for at sikre grundvandet. I praksis betyder det, at berørte lodsejere i disse områder skal dyrke jorden uden brug af pesticider eller på anden måde omlægge anvendelsen af jorden, så der ikke bruges pesticider.

Sådanne begrænsninger reducerer jordens værdi. Dels bliver landbrugsudbyttet reduceret, dels vil handelspriser falde, hvis et stykke jord skal sælges med klausuler. Lodsejerne skal i henhold til den politiske aftale modtage økonomisk kompensation fra vandværkets forbrugere, der derfor skal betale højere vandtakster.

Bemærk, at landmanden (forureneren) skal modtage erstatning fra de lokale vandforbrugere for at undlade pesticidforurening af grundvandet. Princippet er i dette tilfælde vendt på hovedet: fra ”forureneren skal betale” til ”skadelidte skal betale”! Dette sker vel at mærke efter en myndighedsvurdering fra kommunens side om, at der foreligger en situation, hvor der ikke må anvendes pesticider på jordarealet. Berørte vandværker kan ikke undslå sig for at indgå en aftale, uanset om de måtte ønske det. Det samme gælder tilsvarende for de lokale lodsejere.

I fase 1 har kommunerne udover at risikovurdere BNBO’erne skullet fremme frivillige aftaler mellem vandværker og jordbrugere. Det er ikke lykkedes at få indgået særligt mange aftaler på frivillig basis i de fire år siden 2019.

Rent bortset fra det kritisable i princippet om, at skadelidte skal betale, så vanskeliggør mange praktiske forhold aftaler. Hvordan forhandles og fastsættes tabet af værdi for den berørte jord? Teksten i tillægsaftalen beskriver, at der skal gives »fuld erstatning på markedsvilkår på baggrund af en konkret vurdering af bl.a. den hidtidige erhvervsmæssige anvendelse af arealet, markedsprisen og omfanget af de restriktioner, der bliver pålagt ejendommen«.

Dermed bliver det enkelte vandværk gjort økonomisk ansvarlig for forhold helt uden for dets kontrol, for eksempel jordbrugerens dyrkning og hidtidige økonomiske udbytte af jorden. Vandværket skal med andre ord betale for, at naboen begrænser sine forurenende aktiviteter.

Parallellen til Ølst skal ikke drives for vidt, men ingen vil vel foreslå, at naboerne til Nordic Waste selv skal betale for forureningsbekæmpelsen, blot fordi de er så uheldige at være placeret som naboer til virksomheden? Et helt andet problemområde vedrører sikring af, at jordbrugeren overholder aftalen.

Ganske vist vil aftalen blive tinglyst, men hvordan kontrolleres og effektueres aftalen? For mit eget vandværks vedkommende er der en udmærket dialog mellem vandværk og nuværende lodsejere, men vil en ny ejer efter et eventuelt ejerskifte være lige så klar på at efterleve en eventuel aftale? Hvis der kommer problemer med aftaleoverholdelse, vil udsigten til store regninger for juridisk bistand afholde mange vandværker fra overhovedet at stå fast på kontrakten, der i så fald kan vise sig at være værdiløs set fra vandværkets perspektiv, også selvom den er tinglyst.

Det meget besynderlige princip om, at skadelidte skal betale, har udløst en form for civil ulydighed, idet både vandværker og landmænd er utilfredse med situationen. De frivillige aftaler i fase 1 skulle være indgået senest med udgangen af 2022, men godt et år senere er kun ganske få aftaler indgået.

Fase 2 i det politiske forlig om sikring af grundvand mod pesticidforurening er derfor undervejs. I juni 2023 annoncerede regeringen en ”akutplan” for BNBO, hvor der varsles fremsættelse af et lovforslag i 2024. Heri vil kommunerne formentlig blive forpligtet til at påbyde stop for brug af pesticider i BNBO’er, hvor det er vurderet nødvendigt for sikring af grundvandet.

Et sådant påbud vil forbedre vandværkers retsstilling i forhold til at sikre friholdelse for sprøjtning på arealet. Ved arbejdet med lovforslaget er der desuden en god anledning til at se nærmere på reglerne om betaling fra vandforbrugere til lodsejere. Der skal herfra lyde en kraftig opfordring til at fjerne kravet om betaling fra ofrene for forurening til forureneren.

Sat på spidsen drejer det sig om en rettigheds- og ansvarsstruktur: Har virksomhederne ret til at forurene grundvandet, eller har vandværkernes brugere ret til rent grundvand? Svaret på dette spørgsmål afgør kompensationsretningen. Hvis vandværkerne skal betale til virksomhederne (landbrugerne), så har virksomhederne de facto vundet retten til at forurene grundvandet. Vandværkerne er derimod blevet pålagt ansvaret for at sikre rent grundvand, da de skal betale for en adfærdsændring hos forureneren.

Dette er skrevet fra et vandværks- og vandforbrugers perspektiv. Situationen kan også anskues fra lodsejernes synsvinkel. Der er købt en landbrugsejendom, som efter pålagte brugsrestriktioner kan skabe mindre indtjening end forventet, og som vil have en reduceret handelsværdi. Måske kan landmænd blive insolvente, hvis BNBO’en optager en stor del af deres jord, eller hvis den ligger i bånd på tværs af marken.

Der kan være gode samfundsmæssige grunde til at overveje kompensation til landmænd efter bestemmelserne om offentlig ekspropriation med henvisning til almenvellet. Kompensation bør ikke ske i form af moralsk kritisable betalinger fra lokale skadelidte til skadevolderen.