At være adoptivbarn er som at være en brik i et puslespil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse uger kører dokumentarserien ”Det Store Adoptionstyveri” på DR1. Dokumentaren har allerede skabt opmærksomhed og forargelse, men som med så mange andre lignende programmer kommer den aldrig helt i dybden med adoptionsproblematikken.

Jeg er selv oversøisk adopteret og har genfundet min biologiske familie, men emnet og de etiske spørgsmål om adoption har længe optaget mig og indgik også i mit speciale.

Adoption er både fra statsministeren og i en bred del af befolkningen anset, som om man gør et barn noget godt; en tjeneste, der er til barnets bedste, men det er bare langtfra altid sådan, at vi adoptivbørn selv oplever det.

Det er som at bruge en brik fra et andet puslespil og forvente, den passer ind i billedet.

Det er muligt, at brikken kan passe ind i puslespillet, men den passer ikke ind i motivet. Som adopteret er man som en gren, der er podet på et andet træ. Man kan nok komme til at bære frugt, men grenen har et svagt led, som let kan knække i en storm.

Denne type programmer kommer heller aldrig ned i spørgsmålet om børn som en rettighed. Det at kunne få børn opleves i dag som en menneskerettighed, på trods af man har trodset biologien i jagten på uddannelse, selvrealisering, villa, Volvo og vovhund.

Når man så har fået alt dette klaret, er biologiens ur ved at løbe ud i sandet for kvinderne, og graviditet bliver sværere og sværere for hvert år, der går, og dermed sidste punktum i den perfekte selvrealisering: at få børn.

Biologiens faktum har samfundet fået svært ved at acceptere, og mange søger derfor andre veje for at få sidste brik i selvrealiseringen på plads. Mange forsøger i første omgang med reagensglasmetoden, og giver det ikke resultat, adopterer man et barn fra udlandet. For børn, det skal man have, men har man krav på det?

Som oversøisk adopteret falder man hurtigt ned mellem to stole i samfundet. Ens udseende gør, at man ikke passer ind i billedet af blåøjede, leverpostejsfarvede danskere, men opvæksten i dansk eller vestlig kultur gør, at man heller ikke længere passer ind i den kultur, man oprindeligt kommer fra.

Mange adopterede oplever ligesom mange første- og andengenerationsindvandrere, at der kan være en grad af racediskrimination i forskellige sammenhænge. Dette er sjældent overvejelser, jeg hører adoptivforældre gøre sig, inden de vælger at adoptere oversøisk. Her er det egoistiske ønske om at få et barn det helt centrale.

Også fra magtapparatet er der et grundlæggende problem i adoptionssystemet af danske børn. Der er situationer, hvor det bedste for et barn er at blive fjernet fra hjemmet. Dog er man mange gange for hurtige til det, i troen på at man gør det bedste for barnet. Mange gange vil en intensiv indsats for at hjælpe forældrene være bedre for barnet end at fjerne det.

Hvis der er tale om direkte fysiske overgreb, så er jeg enig i, at en fjernelse er eneste rigtige løsning. Hvor systemet så fejler, er, når man for alt i verden vil undgå, at barnet placeres eller adopteres af familiemedlemmer.

Som barn vil det være af større psykologisk betydning, når man bliver større, at vide eller opdage, at selvom man er adopteret, så er man stadig en del af det rigtige træ.