Styrket fertilitetsindsats kræver en national strategi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sin nytårstale valgte statsminister Mette Frederiksen at sætte fokus på et område, der ligger hende meget på sinde. Hun præsenterede regeringens forslag om en styrkelse af fertilitetsområdet bl.a. med motivationen: »For hvor er det i grunden smukt, at så mange mennesker drømmer om skabe nyt liv.«

Den del af statsministerens tale handlede på mange måder om, hvad der er vigtigt i livet, om mangfoldighed, og om at vi skal hjælpe hinanden. Lad os anerkende, at for langt, langt de fleste mennesker er det at skabe nyt liv en helt essentiel byggesten for det gode liv.

I statsministerens tale præciseres målet: »Så endnu flere af jer kan skabe den familie, I drømmer om.« En vigtig politisk italesættelse af livskvalitet.

Det forvirrer måske politiske kommentatorer og journalister, som lige skal vænne sig til, at alt ikke kun er taktik, spin og armlægning.

Statsministerens ord understregede behovet for, at vi gør os fri fra den rigide idé om kun at handle, hvis det ”kan det betale sig”. Hvordan måler man, om børn kan betale sig? Og hvordan vægter det at ”bære rundt på en hjemløs kærlighed”?

Alvoren i regeringens intentioner understreges også af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, der i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet udtaler, at »når man brændende ønsker sig at få endnu et barn og ikke ved, om det vil lykkes at blive gravid, kan det være enormt hårdt at skulle vente på at komme i behandling. Derfor er det også vigtigt, at vi så vidt muligt sikrer, at der er tilstrækkelig behandlingskapacitet, så familierne ikke skal vente for længe på at komme i behandling.«

Den gode nyhed er, at fertilitetsområdet er et af de områder i sundhedssektoren, der faktisk kan rekruttere personale i alle faggrupper. Kapaciteten på de offentlige fertilitetsklinikker er derfor alene begrænset af de ressourcer, der tildeles politisk og af hospitalsadministrationer. Hvis man vil reducere ventetiden og øge kapaciteten, så giv fertilitetsklinikkerne de midler, det kræver.

Ufrivillig barnløshed er en stor folkesygdom. WHO anslår, at hver sjette menneske i verden vil rammes. Det gælder også i Danmark. Som med alle andre folkesygdomme bør vi derfor satse også på forebyggelse, så færre på sigt vil skulle på hospital for at få børn.

Det er allerede startet i det små med en række initiativer som f.eks. fertilitetsrådgivningen og undervisningsseancer med gymnasieelever, men der er behov for meget mere.

Vi efterlyser derfor en national strategi, der ud over de forbedrede behandlingsmuligheder, regeringen nu lægger op til, også inkluderer forebyggelsesindsatser rettet både mod øget viden hos os alle sammen om vores medfødte reproduktionsbiologi og dens konsekvenser og mod et eftersyn af kulturelle og samfundsmæssige barrierer, der gør det sværere at tilvælge børn, mens vores biologi tilskriver det.