Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Man kunne jo passende spørge brugerne, hvor de føler sig bedst betjent?

Den eneste undskyldning, regionerne har, er, at de har stat og regering over sig, og det bliver det ikke bedre af. Det er et sygt system.

Flemming Philipsen, pensionist, Munkebo

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 27. december skrev speciallæge Hans Jørgen Kirkeby et indlæg i JP om to forslag fra hhv. regionernes formand, Anders Kühnau, og regionsrådsformand Heino Knudsen. Begge forslag er dybt foruroligende, og det er meget vigtigt, at personer som Hans Jørgen Kirkeby, der sidder midt i regionernes ragnarok, tager til genmæle over for de ledende politikere i regionerne.

Det virker ikke, som om der er megen fornuft eller virkelighedsfornemmelse til stede hos toppen af regionerne, hvis man mener, at hele sundhedsvæsenet bør styres af regionerne. Vi har en stribe regioner, der ikke kan administrere sig selv, og som ikke kan overholde gældende regler. På trods af at der aldrig har været så mange ansatte i sundhedsvæsenet, og at det heller aldrig har været dyrere. Regionerne har haft tilstrækkelig lang tid til at vise, at de magter opgaven, men har fejlet.

Det andet forslag om, at man ikke selv må kontakte sin læge, men skal igennem noget, der ligner Lægevagten, er jo endnu værre. Hvis det var et forslag fra Rusland, ville jeg ikke værre så forbavset, men at nogen i regionerne, ovenikøbet med magt, kan komme med noget så fjernt fra det, som kunderne, nemlig alle os borgere, ønsker, det er ufatteligt.

Men et af problemerne er jo netop, at hele sundhedsvæsenet ikke opfatter sig som en kundeserviceorganisation.

Man kunne jo passende spørge brugerne, hvor de føler sig bedst betjent? Hos den praktiserende læge, på de offentlige hospitaler, hos de private hospitaler, eller når de f.eks. kontakter Lægevagten. Vi kender jo godt svarene. Hvorfor befinder ledelsen af regionerne sig så i en verden, der er så fjern fra virkeligheden?

Jeg håber mange andre, også politikere, vil fortælle regionerne, at de skal styre kreativiteten og se at få forretningen til at fungere. Eller indgive konkursbegæring. Det ville en privat virksomhed have gjort, hvis den blev drevet som regionerne.

Den eneste undskyldning, de har, er, at de har stat og regering over sig, og det bliver det ikke bedre af. Det er et sygt system.