Sig mig engang, hvad laver Rasmus Stoklund i politik?
I stedet for at skrive elegier over Krarup og Danmark burde Stoklund spørge sig selv, hvad han egentlig foretager sig i politik.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Socialdemokratiet er man anfægtet. Anfægtet af det »afgrundsdybe skel, der er mellem majoritetsbefolkningens syn på terrorisme og et for stort mindretal blandt folk med rødder i Stormellemøsten«, som Rasmus Stoklund skriver i JP 15/1.
Her indrømmer han, at Søren Krarup i sin tid havde ret, da denne sagde, at folket aldrig var blevet spurgt om, hvorvidt det ønskede et multietnisk samfund i stedet for en nation. Folket blev heller ikke spurgt, fortsætter Stoklund, »da vi overlod magten over dansk udlændingepolitik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dommere uden et demokratiske mandat«.
Stoklund har blik for sit eget partis svigt, men man må spørge, hvad han egentlig vil med indlægget, og hvad JP vil ved overhovedet at bringe det?
For den socialdemokratiske anfægtelse er ikke ny. Den var der også ved terrorangrebet på WTC i 2001, hvor en gruppe »unge« kørte i kortege fra Vollsmose til Odense bymidte for at fejre det. Den var der igen ved angrebet i Krudttønden og ved synagogen, og drejebogen for diverse politikere er efterhånden godt brugt: Man fordømmer handlingerne for derefter at krænge sig selv ud ved et fakkeloptog, hvor man fortæller os, at vi skal fortsætte med at leve, som vi altid har gjort, for ellers vinder »mørkemændene«.
Så haster man hjem til et terrorsikret Christiansborg, hvor de afgørende beslutninger om Danmarks fremtid tages. Det er dér, Rasmus Stoklund befinder sig: Hvor de afgørende beslutninger tages. Og hvordan ligger landet så?
De seneste år har adskillige socialdemokrater stået på tæerne af hinanden for at give Søren Krarup ret, men uden tilsyneladende at forstå, hvad manden sagde om det problematiske ved islam. Man fatter tilsyneladende ikke, hvor meget modbydeligt der står i Koranen, som muslimerne sætter så højt, at de er rede til at slå ihjel for den, og at netop Koranen er det åndelige brændstof, der lå bag Hamas’ ugerninger den 7. oktober.
Det kan man ikke have fattet, siden man allerede ni dage senere stemte for en indfødsretslov, der vrimlede med mellemøstlige navne. Man kan ikke have fattet det, når man hellere vil dyrke sine internationale relationer ved at indføre et koranafbrændingsforbud fremfor at indrømme, at den øgede sikkerhedstrussel mod danskerne ikke kommer fra mennesker, der demonstrerer mod Koranen, men derimod fra dem, man selv har været med til at give fast ophold i landet.
Det er de beslutninger, der er taget på det seneste, og dem støtter Stoklund mig bekendt. I stedet for at skrive elegier over Krarup og Danmark, så burde han spørge sig selv, hvad han egentlig foretager sig i politik.