Bidens balancegang om Israel er vanskelig – både ude og hjemme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Udenrigspolitik har traditionelt ikke været afgørende for amerikanske præsidentvalg. Det vil formentlig heller ikke være tilfældet i 2024. Men det betyder ikke, at udenrigspolitik er ligegyldigt. Især ikke når USA – direkte eller indirekte – er involveret i en krig.

Det har længe set ud til, at det altoverskyggende udenrigspolitiske tema i den amerikanske valgkamp ville blive USA’s støtte til Ukraine. Det vil være til Bidens fordel. Men nu har krigen mellem Israel og Hamas potentialet til at blive et mindst lige så stort tema, og det er dårligt nyt for Biden.

Når Ukraine langt hen ad vejen er en vindersag for Biden, er det, fordi den giver ham mulighed for at demonstrere internationalt lederskab i en konflikt, hvor flertallet af befolkningen bakker op om hans linje. En ny meningsmåling fra Chicago Council on Global Affairs viser, at 63 pct. af amerikanerne støtter yderligere militærhjælp til Ukraine. Blandt demokrater er tallet 73 pct., for uafhængige vælgere 60 pct., mens præcis halvdelen af republikanerne er for. Bidens republikanske modstander, sandsynligvis Donald Trump, skal dermed navigere et splittet bagland på Ukraine-spørgsmålet.

Israel-Palæstina er derimod et emne, hvor Biden lettere kommer til at fremstå svag, fordi USA har begrænset indflydelse på konflikten, der hurtigt kan eskalere. Samtidig skal han operere i et mere mudret indenrigspolitisk landskab, hvor hans eget bagland er splittet. For den republikanske kandidat i 2024 vil emnet derimod være langt mere ligetil, da der er bred opbakning internt i partiet til en utvetydig pro-israelsk kurs.

USA og Israel har i årtier haft et tæt forhold, der har nydt meget stærk tværpolitisk opbakning blandt den amerikanske befolkning. Biden har personificeret denne position i en menneskealder, hvor han gang på gang har understreget USA’s uforbeholdne støtte til Israel. I 1991 erklærede han sig under en kongreshøring om antisemitisme for »en zinonist i mit hjerte«.

Oven på Hamas’ afskyelige terrorangreb den 7. oktober var der ikke overraskende stor amerikansk opbakning til Israel. En meningsmåling foretaget af CNN i dagene efter viste udbredt sympati for Israel. Her svarede 71 pct., at de havde ”meget sympati” for Israel, mens det tilsvarende tal for palæstinenserne var 41 pct. Bidens bemærkelsesværdige besøg til et Israel i krig understregede USA’s stærke solidaritet med landet og uforbeholdne støtte til kampen mod Hamas.

Men samtidig har der imidlertid også været protester på flere amerikanske universiteter. Her har studerende overvejende udtrykt sympati for palæstinenserne og kritiseret Israel og USA’s militære støtte til landet. Den 16. oktober introducerede 16 progressive demokrater en resolution i Repræsentanternes Hus, der opfordrer Biden til at facilitere en deeskalation af konflikten og sende nødhjælp ind i Gaza. Den 27. oktober opfordrede 25 senatorer i en udtalelse Israel til at tillade brændstof til hospitalerne i Gaza.

Der høres også kritiske røster internt i Biden-administrationen. Den 19. oktober sagde en erfaren topdiplomat i udenrigsministeriet op i protest mod den militære støtte til Israel. Anonyme kilder har desuden over for flere medier udtrykt bekymring for, at opbakningen til Israel kommer på bekostning af beskyttelsen af civile palæstinensere samt skader USA’s omdømme i det globale syd, hvilket kan underminere opbakningen til Ukraine. Nogle diplomater taler ligefrem om, at der er et ”mytteri” under opsejling i udenrigsministeriet.

Demonstrationerne, udmeldingerne fra Kongressen og den interne kritik afspejler en bredere trend. De seneste år er især demokratiske vælgere blevet mere kritiske over for Israel og tilsvarende mere sympatisk indstillede over for palæstinensernes sag.

En Gallup-måling fra marts viste, at blandt demokrater nærer 49 pct. størst sympati for palæstinenserne, mens 38 pct. svarede israelerne. Hos uafhængige vælgere er flertallet med israelerne, men også her er trenden klart i retningen af palæstinenserne. Hos republikanerne ligger den største sympati derimod markant hos israelerne med hele 78 pct. En lang række målinger viser desuden, at de yngre generationer er langt mere propalæstinensiske end de ældre.

Trenden understreger, at den mangeårige tværpolitiske amerikanske opbakning til en stærkt pro-israelsk politik er i opbrud. Det er med andre ord ikke længere en ubetinget politisk vindersag, hvis man er demokrat.

Dermed er der også grundlag for et potentielt udenrigspolitisk kursskifte, i takt med at der kommer stigende opmærksomhed på de civile omkostninger ved Israels modangreb på Hamas, f.eks. ved en landoffensiv i Gaza.

Der er ingen tvivl om, at Biden i den kommende tid ville foretrække at fokusere på de indenrigspolitiske emner, der optager vælgerne. I stedet skal han nu som i sin tale til nationen den 19. oktober forsøge at overbevise amerikanerne om, at det er i USA’s nationale interesse at sende endnu flere ressourcer til ikke bare Ukraine, men også Israel. Vel og mærke et budskab, der skal sælges i skyggen af en bekymring for, at USA kan blive draget ind i en konflikt i en region, man længe har ønsket at forlade.

Samtidig skal Biden gå en vanskelig indenrigspolitisk balancegang i sin tilgang til krigen mellem Israel og Hamas, hvor han vil være sårbar for angreb fra både venstre og højre. Progressive demokrater står klar til at angribe ham for at være for pro-israelsk og ikke gøre nok for at beskytte civile palæstinensere.

Republikanere vil derimod angribe ham for ethvert tegn på tøven i opbakningen til Israel. Trump og andre republikanske politikere har allerede forsøgt at give Biden medansvar for terrorangrebet den 7. oktober med anklager om, at hans påståede svaghed har styrket Iran og Hamas.

Krigen mellem Israel og Hamas er mildest talt politisk ubelejlig for Biden og kan blive en alvorlig hovedpine i valgkampen.