Danmarksdemokraterne undervurderer landdistrikterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvor regeringen ser stærke lokalsamfund, der repræsenterer mange af de fineste egenskaber i Danmark, ser Danmarksdemokraterne tilsyneladende vores landdistrikter som en syg patient. Det står klart, efter Danmarksdemokraternes gruppeformand, Peter Skaarup, i disse spalter valgte at omtale landdistrikterne som »den blødende patient«.

Lad os være klare om, at regeringen tror på landdistrikterne. Regeringen er optaget af, at Danmark hænger sammen, og der ikke graves grøfter mellem land og by. Vi mener, at livet uden for de store byer i den grad har meget at byde på og er fyldt med muligheder og fremtid. Men allervigtigst tror vi på lokalsamfundene, civilsamfundet og den enkelte danskers ansvar og styrke.

Landdistrikterne hviler netop på den arv. Og det er en grov undervurdering af danskerne, når Danmarksdemokraternes gruppeformand, Peter Skaarup, her i Jyllands-Posten angriber regeringen for misrøgt af landdistrikterne.

Regeringen har fokus på, at livet uden for de store byer skal gøres lettere. Derfor kom regeringen med en række nye initiativer på finanslovsforslaget for 2024, hvor f.eks. befordringsfradraget forhøjes i landdistrikterne, og et fuldt landevejsprincip rulles ud til gavn for Danmarks små øer. For ikke at nævne det landdistriktspolitiske udspil, som regeringen nu sætter fuld fart på, fordi vi tror på, at det lokale initiativ og fællesskaberne er vejen frem. I alt er der med finanslovsforslaget afsat over 2 mia. kr. til nye initiativer til gavn for landdistrikterne frem mod 2027.

Selvfølgelig er der udfordringer derude. Og disse tager regeringen alvorligt. Men målet er, at landdistrikterne udvikler sig med det øvrige samfund. Der er ikke tale om patienter, der bare skal have en dosis statsstøtte for at overleve. Vi tror for eksempel på, at landdistrikterne både ønsker og kan bidrage til den grønne omstilling.

Lad mig derfor slå et par ting fast: Det er klart, at der er bekymring for omstillingen af landbruget og en kommende CO₂-afgift. Derfor har regeringen inddraget erhvervet i arbejdet og nedsat et ekspertudvalg.

Generelt oplever jeg og regeringen et erhverv, der allerede er godt i gang med forandringerne, og som er optaget af at levere på den grønne omstilling. Det kommer naturligvis til at kræve forandringer, men de skal ske på en måde, så vi beholder et stærkt dansk landbrug.

Det er også afgørende, at vi får gang i den grønne omstilling af den tunge transport. Det flertal, der før valget besluttede at lægge en kilometerbaseret CO₂-afgift på lastbilers udledning, bestod efter valget. Men vi strikkede en bedre løsning sammen, hvor kørsel i byerne bliver dyrere end på landet. Det er både godt for klimaets og vognmændenes bundlinjer.

Danmarksdemokraterne sprang i 11. time fra at tage ansvar for en ny postaftale. Fristelsen til at stå udenfor og kritisere sammen med den yderste venstrefløj var muligvis større end at sikre bedre brev- og pakkeservice i hele landet. Resten af Folketinget var med i en aftale, der sikrer ligestilling mellem land og by.

Og når Peter Skaarup vil have regeringen til at oprette velfærdsuddannelser, som ikke kan tiltrække studerende, viser det, at symbolpolitikken ikke er et overstået kapitel. Regeringen har i stedet fokus på at løse et grundlæggende problem med unges uddannelsesvalg.

Uddannelses- og forskningsministeren har godkendt 13 nye uddannelsesudbud uden for storbyerne. Og undervisningsministeren er i fuld gang med at finde modeller, der kan understøtte gymnasier i landdistrikterne.

Regeringen vil ikke skabe symbolsk, men virkningsløs politik, der reducerer vores stærke lokalsamfund til frilandsmuseer. Deri ligger forskellen på Danmarksdemokraterne og regeringen. Vi nægter at tale ned til og undervurdere de danskere, som bor i vores landdistrikter.