En forudsigelig krig: Ligegyldigt hvilken løsning Israel vælger, er diplomatiet den eneste holdbare løsning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hamas’ weekendkrig mod Israel var til at forudse og vidner om, at fredsprocessen mellem Israel og Saudi-Arabien var nået langt; thi hver gang freden har nærmet sig, har Hamas sendt raketter ind i Israel i forventning om et brutalt israelsk modsvar, der standser fredsprocessen. Da vores forslag i 2002 til en køreplan for fred i Mellemøsten skulle forelægges i FN’s Mellemøstkvartet, blev en bombe lige forud for mødet bragt til sprængning i Tel Aviv.

Da selvstyrets præsident Abbas gik ind for en tostatsløsning, og premierminister Sharon havde trukket Israel ud af Gaza, smed Hamas Abbas’ parti, Fatah, ud af Gaza og indførte sit diktatur. Dermed var det palæstinensiske selvstyre delt i to: Fatahs styre på Vestbredden og Hamas’ styre i Gaza. Fatah ville have sin stat, Hamas ville have Israel i havet. Ikke desto mindre var forhandlingerne i efteråret 2008 nået så langt, at USA’s daværende præsident, George Bush, kunne indkalde de involverede i fredsprocessen til et møde i Annapolis, hvor Israels Olmert og palæstinensernes Abbas gav hinanden hånden på, at den tostatsløsning skulle de nok få skabt. Bush forventede faktisk, at den ville være på plads, før han trådte tilbage i januar 2009, hvor Israel samtidig gik til valg med fredspolitikeren, udenrigsminister Tzipi Livni som favorit. I julen 2008 sendte Hamas derfor raketter ind over Israel, der som ventet svarede hårdt igen, mens oppositionslederen Netanyahu lovede at gøre det endnu hårdere og vandt følgelig valget.

At Hamas nu har slået til mod Israel, forekommer at være et tegn på, at den fredsproces, der var i gang mellem Israel og Saudi-Arabien efter de vellykkede Abraham-aftaler, var tæt på at lykkes, men det ville hverken Hizbollah, Syrien eller Iran acceptere, for ligesom Hamas vil de have Israel i havet. Dengang FN’s generalforsamling vedtog at anerkende Israel, svor netop Saudi-Arabien at arbejde for dets udslettelse, men i 2002 gik det ind for en tostatsløsning, og nu gik det åbenbart ind for en separatfred med Israel. Det måtte forhindres.

Denne weekendkrig har været en rystende øjenåbner for både USA og Israel. Selv om hundreder har deltaget i planlægningen af Hamas’ vidtforgrenede angreb ind i Israel, havde ingen af deres ellers så berømte/berygtede efterretningstjenester fået færten af, at et angreb var på vej.

Krigen har vist, at USA lidt for hurtigt meldte sig ud af Mellemøsten. På grund af Obamas vankelmod lukkede det Rusland ind i Syrien. På grund af en usikker Iran-politik lod det Kina forsone de to ærkefjender Iran og Saudi-Arabien, så der kom fred i Yemen. Tværtimod at hjælpe Vesten i kampen mod Rusland ved at sætte olieproduktionen i vejret og dermed priserne ned, gjorde Saudi-Arabien det modsatte og hjalp derved Rusland. Til gengæld syntes det villigt til at imødekomme USA i fredsprocessen med Israel, som det faktisk har øget samkvemmet med i de senere år. Det måtte standses, syntes Iran og Hizbollah.

Israel har heller ikke selv gjort det lettere ved reelt at gøre selvstyret på Vestbredden til grin. Det opgav tostatsløsningen og udvidede sine bosættelser på Vestbredden og svækkede Fatahs autoritet, hvorved Hamas kom til at fremstå som palæstinensernes egentlige forkæmpere. Siden Hamas’ magtovertagelse i Gaza har problemet været, at Israel ikke har nogen at indgå en bindende fred med. Det kunne indgå en aftale med Abbas, men den ville Hamas aldrig godkende. En tostatsløsning kunne i stedet indgås alene med og isoleres til Vestbredden, så borgerne i Gaza kunne se, at fred med Israel er meget bedre end konflikt med det og derfor vende sig mod Hamas.

I stedet for en tostatsløsning kan Israel med magt skabe et Stor-Israel, der vil få et stort arabisk mindretal, som med tiden bliver flertal. For at forhindre og fastholde Israel som jødernes stat kan Israel vælge at indskrænke demokratiet og indføre apartheid, hvilket næppe vil give fred, eller det kan fastholde sit demokrati og Israel som jødernes stat ved at gennemføre tostatsløsningen med Abbas, hvorefter Gaza siden kan hægte sig på. Den proces vil have arabernes støtte og isolere Hamas til Hizbollah, Syrien og Iran. Under alle omstændigheder har weekendkrigen vist, at Israel er mere sårbart, end det troede, og at Vesten for tidligt meldte sig ud af Mellemøsten, samt at diplomati og ikke krig er den eneste holdbare vej frem.