Magtfuldkommenhed er ingen nyhed: Måske har Mette Frederiksen mere tilovers for Stauning end fra Stauning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er der ikke i overskuelig fremtid en krise, der kan fremhæve statsminister Mette Frederiksen som fyrtårn, kan hun i åbnings- eller årsmødetaler altid røre rundt i Thorvald Staunings visdomsocean.

Således var det også i åbningstalen 2022, hvor det næsten var 90 år siden – i 1933 – at Kanslergadeforliget blev indgået. Underforstået, at når krisen banker på, kender Socialdemokratiet sin besøgelsestid som formidler af det brede samarbejde til gavn for Danmark. Men alligevel. Man kan nu godt få en mistanke om, at Mette Frederiksen har mere tilovers for Stauning end fra Stauning.

Eller måske er hun bare ikke kommet langt nok tilbage i sit forbilledes historie. 10 år før Kanslergade – i 1923 – skrev Thorvald Stauning bogen ”Parlamentarisme eller Diktatur?” med undertitlen ”Kan parlamentslede helbredes?”.

Han kaldte bogen for »et politisk stridsskrift«. Han var bekymret over kommunismen og fascismen, og at der i Danmark stadig var penge- og erhvervsfolk, der savnede enevælden.

De 39 sider er næsten et apropos til diskussionen om magtfuldkommenhed og forholdet mellem regering og Folketing. Stauning tror på, at den almindelige valgret og parlamentarisme er det bedste værn mod totalitære ismer og elitære junkertyper.

Men han er dybt alvorlig om, at demokratiets institutioner skal oppe sig. Citat: »Medens man tidligere havde Møder med stor Regelmæssighed, er disse i senere Tider ansat med stor Uregelmæssighed. Der er givet mange Ferier strækkende sig over nogle Dage ad Gangen, og efter saadanne er der flere gange færdigbehandlet store Sager i meningsløst lange Møder, ”Natmanøvrer”, hvis Forløb ikke virker tiltalende på Offentligheden.«

Han noterer også: »Man har med Rette forundret sig over det uanstændige Jaskeri, som er præsteret i de sidste Samlinger, med Forelæggelse den ene Dag af hastigt udarbejdede Lovforslag og Gennemførelse den næste Dag, ved døgnlange sløvende Møder, uden at der blot er levnet Tid til grundig Læsning og endnu mindre til nogen undersøgelse.«

I bogen beskriver Stauning det forslag til ny forfatning, som Socialdemokratiet fremsatte i Rigsdagen i 1920. Dele af forslagene skulle gøre det parlamentariske system til virkeligt folkestyre og »for derved at sikre den absolut rolige udvikling af Samfundets politiske og økonomiske Forhold«. Han skriver også, at mange af forslagene er afprøvet i Schweiz, hvor det har virket så godt, »at ingen mere forsøger at omstyrte den demokratiske forfatning«.

Et nøgle-element i forslaget er bedre adgang for borgerne til at kræve folkeafstemninger. Nogle love kan dog ikke sendes til folkeafstemning, for eksempel finansloven, men er en lov vedtaget, træder den ikke i kraft, før fristen for at kræve folkeafstemning er udløbet. Mindst 50.000 vælgere skal kræve afstemning, og viser afstemningen flertal imod, bortfalder lovforslaget.

Der er yderligere en krølle på socialdemokraternes forfatningsforslag – mindretalsbeskyttelsen – hvis mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer i Rigsdagen har stemt imod et vedtaget lovforslag, kan 100.000 vælgere kræve det til folkeafstemning. Først når der er flertal for, bliver det til lov.

Det var såmænd bare nogle eksempler på, hvad Mette Frederiksen også kunne vælge at lære af Thorvald Stauning. Men hun gør det næppe, selv om man vel godt kan se lighedspunkter mellem truslerne mod demokrati og parlamentarisme i 1923 og vor egen tid. I 1923 betragtede Socialdemokratiet folkeafstemninger som en vej til folkelig indflydelse og engagement i det demokrati, der dengang som nu var under pres.

I vor tid viste situationen om store bededag, at mange partier – fra højre, midt og venstre – reelt betragtede et forslag om folkeafstemning som utidig og upassende indblanding i deres selvbestemmelse og kortslutning af den demokratiske og parlamentariske proces.