Man skal bare ikke brænde bøger. Så er det ligegyldigt, om det er Koranen eller Pippi Langstrømpe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Muligvis er jeg en hjernedød tosse, men jeg fatter ikke, at nogen i dagens Danmark vil legalisere autodafeer, altså bogafbrændinger. For mig er det tindrende ligegyldigt, om det er Biblen, Koranen eller Pippi Langstrømpe. Bøger skal ikke brændes, om man så kan lide dem eller ej.

Historien har givet os så mange uhyggelige eksempler, og det har altid været de ekstreme højreorienterede bevægelser, der har effektueret det gennem tiderne. Derfor undrer det mig, at en større samling af kunstnere/mennesker under begrebet ”Kunstnerisk Frihed” forsvarer det. Især da de, så længe jeg kan huske, højlydt har hyldet venstreorienterede ideologier og liberal tankegang, men nu pludselig bærer ved til den yderste højrefløjs hadske bål!

At de så samtidig misbruger kunstens navn i deres agenda, er nu en gang deres problem, kunsten skal nok overleve trods dem, og at de samtidig får almindelige mennesker til at give det, de mener er kunst, fingeren, ja, det kan kunsten såmænd også leve med, men at de har så lidt forståelse for, hvad der sker i verden netop nu, undrer mig.

Det burde da netop være kunstens væsen at se tiden og fremtiden i et dybere perspektiv, hvad skulle vi ellers bruge kunsten til?

Kunstens opgave burde være at skabe eller destruere for at nyskabe. Men historien burde også vise dem, at brænde bøger eller andre former for formidling oftest ender i, at kræfter, de hader, vil bruge og misbruge deres intentioner og på et tidspunkt vende dem mod dem selv.

Tænk på, hvor megen viden vi i dag ville have haft fra fortiden, om ikke biblioteket i Alexandria brændte ned år 48 f.kr. Flere hundredtusinder af værker gik op i flammer, fordi nogen ikke kunne lide viden. Bevares, der er en del usikkerhed om, hvem der var skyld i det bål, men holdningen er alligevel udtrykt ret præcist i legenden om Kalif Omars ødelæggelse af biblioteket: Omar skal have sagt, at hvis bøgerne i biblioteket ikke indeholdt Koranens lære, var de nytteløse og burde ødelægges; hvis de indeholdt Koranens lære, var de overflødige og burde ødelægges.

Den før-reformatoriske pavelige kirke dyrkede ret så intenst det med autodafeer. Det er faktisk fra dem, udtrykket starter, og der blev brændt lysteligt op gennem Middelalderen af bøger, mennesker og kunst, der ikke behagede de høje herrer i Rom.

Hvad med Hitlers autodafeer? Det kan da heller ikke helt være glemt? Der røg også utallige bøger på de brændende nazistiske bål.

Når vi nu er ved nazitiden, må vi heller ikke glemme deres had til de malerier og skulpturer, der ikke behagede dem. Det gik bl.a. ud over Harald Isensteins skulptur, der på en stang blev båret rundt i gaderne til hån for folket, lidt lig gipsbusten af Frederik V i Charlottenborg-stuntet. Der er ikke noget nyt under solen, desværre.

Vi skal såmænd heller ikke længere tilbage i tiden end til 1950’ernes USA, hvor man ikke kunne lide venstreorienteret litteratur med efterfølgende autodafeer lidt i stil med det, der sker lige nu i visse stater derovre med udelukkelse af bøger, man ikke kan lide at have på bibliotekerne. Jeg er bange for, at det kun er begyndelsen, for om man vil det eller ej, er der stærke kræfter på den ekstreme højrefløj, der får mere og mere magt.

Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev det meget klart: »Der, hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker.«