Nu er der gået et år. Men ingen må glemme iranernes frihedskamp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da Jina Masha Amini lørdag for et år siden døde i det iranske moralpolitis varetægt, blev det begyndelsen på en ny protestbevægelse forenet under kampråbet: »Kvinde. Liv. Frihed.« Igennem det seneste år har den bevægelse lært os meget om kampen for ikke mindst kvinders helt basale rettigheder i Iran.

For det første: Det iranske styres afstumpethed har ingen nedre grænse. I Amnesty International har vi alene inden for det seneste år dokumenteret, at iranske myndigheder står bag drab, lemlæstelse, fængslinger og tortur mod demonstranter. Ved domstolene dømmes fredelige demonstranter for forbrydelser såsom ”fjendskab mod Gud” og straffes med henrettelse. Familier og pårørende til unge dræbte iranere er blevet fængslet, truet til tavshed og forhindret i at sørge offentligt. Blandt mange vandaliserede gravsteder er også Jina Masha Aminis.

For det andet: Vi har det seneste år set, at modstanden mod præstestyrets overgreb kommer fra mange dele af det iranske samfund, og at protesterne er opstået selv uden én samlet leder. Det er muligt, at regimets håndlangere har formået at tæske iranerne fra at samle sig i de store demonstrationer, som sidste efterår fik hele verdens opmærksomhed. Men tag ikke fejl – modstanden fortsætter. Vi ser den, hver gang en modig kvinde trodser overvågning og repressalier og indtager det offentlige rum i Iran uden den obligatoriske hijab. Vi ser den, når også mænd trodser reglerne om påklædning og går ud i shorts. Vi ser den i de faste fredagsprotester i Baluchistan, og vi ser den, når iranske sangere udgiver protestmusik dedikeret til Irans frygtløse kvinder, selvom sangerne ved, at deres musik vil føre til deres anholdelse.

De unge iraneres mod har igennem det seneste år været dybt inspirerende at følge, men Kvinde-Liv-Frihed-bevægelsen fortjener på sin årsdag mere end vores anerkendelse. Den kalder også os andre til at bruge alle de værktøjer, vi hver især har, til at støtte. Selvom det er svært at få et autoritært regime som det iranske til at ændre sit modus operandi, giver vi ikke op. For vi ved også, at overgrebene blot bliver værre, hvis vi andre kigger væk.

Også de danske folketingsmedlemmer kan engagere sig personligt, hvilket 15 danske politikere fra en række partier allerede har gjort som såkaldte politiske sponsorer for en fængslet og dødsdømt iraner. De danske politikeres bevågenhed kan ikke bare være med til konkret at forbedre vilkårene for Irans dødsdømte aktivister. Den er også en uvurderlig moralsk støtte. Når en repressiv stats fulde magtapparat forsøger at knække dig, betyder støtten fra borgere og folketingspolitikere her i Danmark mere, end vi andre måske kan forestille os.

Endelig bør vores regering skrue op for sin støtte til Irans modige aktivister. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bør bruge årsdagen for drabet på Jina Masha Amini til at invitere den iranske ambassadør til et personligt møde. Det vil klæde Danmark, at vi lader præstestyret få klar besked om, at Danmark ikke har glemt den iranske kamp for frihed. Samme budskab bør Lars Løkke Rasmussen dele med omverdenen og repræsentanterne for det iranske styre, når verdens lande fra næste uge samles til FN’s Generalforsamling i New York.

Jina Masha Amini blev 22 år. Hun blev offer for at system af undertrykkelse, som i årtier har trampet på de iranske kvinders og mænds basale friheder. Men som trods sin brutalitet aldrig har formået at knække modstandskraften hos Irans unge generationer.